Det er langtfra umuligt, at Kristendemokraterne ved næste valg kan vende tilbage til Folketinget.

Det er så lang tid siden, at Kristendemokraterne var i Folketinget, at en person født, da de røg ud, nu vil være gammel nok til at stemme på partiet.

Men vinden er ved at vende for partiet, og flere kommentatorer vurderer, at det langtfra er umuligt, at næste valg er lykkens valg for partiet.

»De har et stabilt vælgergrundlag i missionsfolket. Og så har de fundet en frontfigur i Isabella Arendt, som folk rent faktisk kender.«

»Valget i 2019 viste, at med lidt held, så har de klart en chance. Det var stolpe ud ved sidste valg, det kunne lige så godt være gået den anden vej,« siger politisk kommentator Jarl Cordua.

Ved valget i 2019 var partiet blot små 200 stemmer fra at komme i Folketinget oven på en dramatisk valgkamp.

Midt i valgkampen måtte partiets daværende formand, Stig Grenov, trække sig og Isabella Arendt tage over.

»Det var det rigtige træk at få Isabella Arendt på banen, det skete bare lidt sent. Havde hun haft et halvt års indkøringstid, så havde det nok hjulpet,« siger Jarl Cordua.

Politisk kommentator Hans Engell mener derimod, at det nye ansigt midt i valgkampen var et plus.

»Det rykkede, fordi der kom en ny leder, der gav partiet en helt ny placering, fordi hun klarede sig overraskende godt.«

»Nu er hun blevet partiformand og er på den måde ikke nogen stor nyhed længere,« siger Hans Engell, der dog ser medvind fra et andet sted til partiet.

»De repræsenterer en værdipolitisk linje på et tidspunkt, hvor værdipolitikken i den grad er ved at vende tilbage med fuld styrke.«

»Vi har talt klima, velfærd og Arne, men nu begynder partierne at tage værdipolitiske temaer op igen. Som eksempelvis Morten Messerschmidt (DF), der nu vil være korstogsridder.«

»Bliver det et valg, hvor værdipolitikken fylder, så vil jeg bestemt ikke udelukke, at Kristendemokraterne kan komme i Folketinget.«

De kan samtidigt nyde godt af, at der er opbrud i blå blok i Folketinget oven på valgnederlaget i 2019.

»Der er en vis utilfredshed blandt Venstres og Dansk Folkepartis vælgere. Liberal Alliance ligger helt ned. Så der er et antal ledige mandater, hvor Kristendemokraterne måske godt kunne spille sig ind.«

»Det er svært, men de har en chance,« siger Hans Engell.

/ritzau/