Han havde egentlig lyst til det.

Men pludselig blev en af verdens rigeste mænd, Amazon-stifteren Jeff Bezos, nævnt.

Og så kastede NBA-legenden Shaquille O'Neal alle tanker om at købe NBA-organisationen Phoenix Suns over bord.

Det fortæller kæmpen O'Neal nu i et interview, efter Phoenix Suns' ejer Robert Sarver har besluttet sig for at sælge sin andel af Phoenix Suns, da han er blevet suspenderet af NBA på grund af sager om flere former for grænseoverskridende adfærd.

Foto: Susan Walsh
Vis mere

»Der er ikke nogen på denne planet, der kan konkurrere med 'Big Man JB' (Jeff Bezos, red.). For ved du hvad? Jeg har selv lige bestilt 50 ting på Amazon i dag, og de penge er på vej til Big Man JB!,« siger den tidligere LA Lakers-stjerne til TMZ.

Bezos er blot sat i forbindelse med Phoenix Suns på rygteplan, men skulle den stinkende rige Amazon-stifter beslutte sig for at gå ind i organisationen - så kunne O'Neal til gengæld godt finde på at bidrage lidt.

»Hvis han vil have mig med om bord, ville jeg med glæde tale med ham.«

»Men i forhold til at eje mit eget hold, så vil jeg ikke op mod Big Man JB. Ham er jeg bange for!,« lyder det fra O'Neal.

Og det kan man da også forstå.

Fra 2017-2021 var Bezos i toppen af listen over verdens rigeste, men nu må han trods alt se sig overhalet af Tesla-milliardæren Elon Musk.

Ifølge Bloomberg er Jeff Bezos god for 136 milliarder dollars.