Hollænderen Sifan Hassan løb søndag med sejren og en europarekord i Copenhagen Half Marathon.

København. Arrangørerne af Copenhagen Half Marathon havde drømt om en verdensrekord i søndagens løb på de 21,0975 kilometer.

Sådan gik det ikke, men den etiopiskfødte hollænder Sifan Hassan blev noteret for en europarekord i tiden 1 time, 5 minutter og 15 sekunder.

Tiden var også ny rekord for kvinder i løbet.

Hun slog blandt andre kenyaneren Joan Chelimo Melly, som på forhånd var udråbt som favorit i kvindernes løb. Melly havde også udtrykt håb om at slå verdensrekorden på distancen.

Sifan Hassan er bedst kendt fra 1500- og 5000-meterløb, men søndag var hun urørlig, da hun sejrede foran etiopiske Ababel Yeshaneh Brihane og førnævnte Melly fra Kenya.

- Det var virkelig hårdt, og jeg tænkte hele tiden, at jeg ville dø, men jeg er virkelig glad og stolt over mit resultat, siger Hassan i en pressemeddelelse fra organisationen bag løbet.

Hos herrerne blev det kenyanske Daniel Kipchumba, der triumferede i tiden 59 minutter og 6 sekunder.

Kipchumba vandt foran landsmanden Abrahm Kiptum, der løb over målstregen tre sekunder senere. Jemal Yimer Mekonnen fra Etiopien blev nummer tre.

I alt 19.705 løbere stillede til start i Copenhagen Half Marathon.

/ritzau/