Farvel og tak.

Sådan lyder meldingen fra det europæiske basketforbund til Rusland og Hviderusland, der mandag er blevet udelukket fra at deltage i kvindernes EM-kvalifikation i de kommende to landskampsperioder, der finder sted i november og februar.

Det har forbundets eksekutivkomité besluttet på et møde mandag.

Udelukkelsen er en forlængelse af de tiltag, som forbundet i forvejen tog i maj, og den sker som følge af den seneste tids udvikling omkring konflikten i Ukraine.

Her har Rusland sendt massevis af styrker til Hviderusland, der grænser op til Ukraine, og for nylig meddelte den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, at Hviderusland og Rusland ville danne en fælles militær indsatsstyrke.

»Udelukkelsen er truffet efter grundige overvejelser af de nylige udviklinger i konflikten i Ukraine, de tidligere beslutninger af eksekutivkomiteen og i tråd med IOCs retningslinjer,« lyder det på basketforbundets hjemmeside, hvor det fremgår, at kampene udgår.

I langt de fleste internationale sportsforbund har russiske og hviderussiske atleter været udelukket, siden Rusland invaderede Ukraine i februar.

I fodboldverdenen er Rusland og russiske hold udelukket af både UEFA- og FIFA-turneringer.

Det betyder, at Rusland ikke var med i bowlen, da der blev trukket lod til EM-kvalifikationen for nylig – men her var der plads til Hviderusland, selvom Tyskland eksempelvis havde anmodet om at fjerne holdet fra kvalifikationen på grund af landets forbindelser til Rusland.

For nylig åbnede præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, dog op for, at udelukkede atleter kan vende tilbage til konkurrence, hvis de ikke støtter krigen – det kan dog blive svært for de russiske atleter, da man i Rusland risikerer fængsel, hvis man åbenlyst er kritisk overfor invasionen.