Det har været en turbulent tid for dronning Margrethe.

Først fik kongeskibet, der skulle sejle hende til Færøerne, motorproblemer, så udskød dårligt vejr hendes besøg, og senest blev turen til Grønland udsat på grund af udbredt coronasmitte.

Nu skal hun så flytte ind på kongeskibet for en stund.

Det oplyses i den kongelige kalender, som Kongehuset har opdateret, oplyser Billedbladet.

Kongeskibet 'Dannebrog' under et besøg i Flensborg.
Kongeskibet 'Dannebrog' under et besøg i Flensborg. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

Og det er måske lidt overraskende, eftersom skibet forleden havde motorproblemer, og derfor ikke kunne sejle til Færøerne, da dronning Margrethe besøgte landet tidligere på måneden.

Men nu er skibet altså oven vande igen. Efter en kærlig hånd, reparationer og testsejladser står dronningen derfor til at flytte residens fra Amalienborg til 'Dannebrog' lørdag den 24. juli.

Så selvom kongeskibet ikke fik fragtet Dronningen til hverken Færøerne eller Grønland, så kan hun altså se frem til at nyde en stund eller to på skibet alligevel.

Besøget til Grønland er udskudt på ubestemt tid, men efter planen skal hendes majestæt på tur rundt i Danmark den 30. august til 1. september, hvor hun vil besøge Thisted, Esbjerg og Fanø.