Sandheden heri måtte Deres Udsendte sande onsdag aften neden for det folkekære kunstmuseum ARoS i Aarhus, hvor vi fik priviligiet af at opleve en koncert fri for den sædvanlige skov af oprakte iPhones - men hvor prisen var et helt ualmindeligt intimiderende og aggressivt vagtkorps, som kastede skygger over en i øvrigt seriøst fremragende koncert med Bob Dylan og hans band.
Man kan sige, at tilstedeværelsen af truende tyrenakker er en billig pris at betale for at få lov at opleve Bob Dylan i storform - helt uden de små lysende skærme og det stærkt forstyrrende fokus på at forevige begivenheden fremfor at være til stede i den.
Omvendt har jeg set tilsvarende forbud ved netop Dylans koncerter håndhævet med betydeligt større situationsfornemmelse end tilfældet blev i aften, hvor bemeldte båtnakker kun var en af flere problematiske omstændigheder, som stillede sig i vejen for den sjette stjerne på en ellers ualmindeligt beåndet aften i Dylan-land.
Blasert som altid
Og så er tiden endelig kommet, idet klokken slår 22.00 og guitarist Stu Kimball træder ind på scenen, allerede spillende på en westernguitar.
Så kommer resten af bandet og Dylan selv: Hvid skjorte under den grå jakke og den obligatoriske hat, samme blaserte attitude som altid, samme fornemmelse af, at denne mand på en eller anden måde er faldet ud af selve Tiden og nu materialiserer sig selv på scenen - snarere end slet og ret en gammel rockmusiker ankommet med sin turnébus til endnu et stop på sin uendelige turné.
Der lægges ud med en fokuseret 'Things Have Changed,' og for os som har smuglæst i sætlister, bliver det som forventet: Bob præsenterer stort set samme sæt som ved de to koncerter i København i oktober. For første gang i årtier turnerer Dylan og hans eminente backingband med en fast sætliste, og hvor det på den ene side fjerner et overraskelsesmoment, træder fordelene ved Dylans disposition i aften stærkt og klart frem.
Nøglesange og sideskud
Det bliver vel nok den mest strukturerede af de nogle-og-tyve Dylan-koncerter, undertegnede har overværet: For første gang i gud ved hvor mange år har bandet perfektioneret arrangementerne af en række udvalgte sange fra hele karrieren, og resultatet er blændende.
Flere stunder end sædvanligt når i aften decideret sublime højder, fra 'Blood on the Tracks'-skæringerne 'Simple Twist of Fate' og 'Tangled Up in Blue' - begge med ændringer i forhold til originalteksten - til nyere nøglesange og sideskud som 'Love Sick', 'Workingman's Blues #2', 'Forgetful Heart' og 'Scarlet Town'.
Charlie Sextons guitararbejde er diskret overlegent, og i de nye, raffinerede arrangementer står også Dylans sang klarere frem: Man kan ganske enkelt høre, hvad han synger, når han eksempelvis kaster nye strofer ind i den gamle mestersang 'Simple Twist of Fate':
Nye strofer i gamle sange
- She should've met me back in '58 / Then we could have avoided this simple twist of fate'.
Som han står der, midt på scenen, foran en samling af fire-fem mikrofoner, ligner han mest af alt en statsleder fra et af de fragmenterede, fiktive universer, han selv har fremskrevet i enigmatiske nøglesange fra 'Desolation Row' til 'Scarlet Town':
'Beyond here lies nothing but the shadows of the past', som han synger i den apokalyptiske tango af samme navn tidligt i denne aftens sæt. Som i København i efteråret får 'Long And Wasted Years' - fra forrige års 'Tempest' - lov til at afslutte det egentlige sæt, og det er nærmest rystende stærkt i leveringen af linier som 'I ain't seen my family in twenty years / that ain't easy to understand / They could be dead by now / I lost track of them after they lost their land'.
Som en ven bemærkede allerede efter Falconer-koncerterne i efteråret, har Dylan med sit nye koncertformat de facto endnu engang genopfundet sig selv som livekunstner, sådan som han har gjort utallige gange før gennem den halvtreds år lange karriere. Det indtryk cementeres i aften med et majestætisk sæt, der vanen tro får lov til at kulminere i ekstranumrene 'All Along The Watchtower' og endelig 'Blowing In The Wind'.
Overgik onklen sig selv?
Og mens man kan diskutere herfra til evigheden, om onkel Bob ligefrem overgik sig selv i aften, så er der næppe nogen tvivl om, at han overtrumfer sit sidste og hidtil eneste besøg i Aarhus for atten år siden - ligeledes en friluftskoncert, på Tangkrogen dengang i sommeren '96.
Jo, Dylan maler videre på mesterværket aften for aften, og onsdag i Aarhus var så absolut en af de inspirerede aftner i atelieret. Og så er det altså et priviligium at få lov at være til stede.
Bob Dylan, Amfiscenen, Aarhus, onsdag
Dem spillede han:
gs Have Changed
She Belongs to Me
Beyond Here Lies Nothin'
Workingman's Blues #2
Waiting for You
Duquesne Whistle
Pay in Blood
Tangled Up in Blue
Love Sick
Pause
High Water
Simple Twist of Fate
Early Roman Kings
Forgetful Heart
Spirit on the Water
Scarlet Town
Soon after Midnight
Long and Wasted Years
Ekstranumre:
All Along the Watchtower
Blowin' in the Wind
