Journalister skal for retten for at have købt våben i forbindelse med et nyhedsindslag. De kræver frifindelse.

Københavns Politi har rejst tiltale mod tre ansatte på TV2 for overtrædelse af våbenloven.

Det er et angreb på pressens muligheder for at lave undersøgende journalistik, siger nyhedschef Michael Dyrby, TV2.

Politiet kræver nu, at de tre medarbejdere skal betale 10.000 kroner i bøde hver. TV2-medarbejderne går efter en frifindelse.

Sagen drejer sig om et nyhedsindslag bragt i juli om, hvor let det er at anskaffe sig ammunition og jagtvåben uden de nødvendige tilladelser.

Indslaget viste blandt andet, at sådanne våben blev brugt i forbindelse med kriminalitet, for eksempel bankrøverier.

/ritzau/