To kvinder tvang sig onsdag eftermiddag adgang til en 82-årig kvindes lejlighed i Aarhus Nord. Den ældre kvinde blev holdt i skak, mens lejligheden blev gennemrodet.

Politiet er på udkig efter to østeuropæisk udseende kvinder efter et særdeles groft tricktyveri mod en ældre kvinde på Bildbjerg Parkvej i det nordlige Aarhus.

De to kvinder tvang sig onsdag eftermiddag adgang til den 82-åriges lejlighed, hvorefter den ældre kvinde blev gennet ud i sit køkken og placeret på en stol.

Her blev hun bevogtet af den ene tricktyv, mens den anden gennemrodede lejligheden. Umiddelbart er der ikke stjålet noget fra lejligheden, oplyser Østjyllands Politi.

»Det her er meget groft. Idet gerningskvinderne tvinger sig adgang og efterfølgede holder kvinden i skak udvikler episoden sig fra at være et simpelt tricktyveri til forsøg på hjemmerøveri. Og finder vi senere ud af, at der rent faktisk mangler noget fra lejligheden, taler vi om fuldbyrdet hjemmerøveri«, siger politikommissær Thomas Hinge.

»Og får vi fat i kvinderne falder hammeren hårdt«, fortsætter han.

Offeret beskriver begge kvinder som østeuropæiske af udseende. Kvinden, der bevogtede den 82-årige beskrives som velklædt, 150-160 centimeter høj, kraftig, med brun hud og sort hår. Hun talte dansk med accent og var iført sort jakke.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set de to gerningskvinder i kvarteret omkring Bildbjerg Parkvej tæt på gerningstidspunktet klokken 13:15 onsdag eftermiddag.