Der er nyt i efterforskningen af det uhyggelige drab, hvor en 27-årig mand for et par uger siden blev knivdræbt i Aalborg.

Et særligt vidne, der i pressen blev efterlyst af politiet, har henvendt sig til politiet og er blevet afhørt i sagen.

Det bekræfter politikommissær ved Nordjyllands Politi, Lene Mikel Madsen, over for B.T.

»Jeg kan bekræfte, at vi har fået fat i det specifikke vidne og afhørt vedkommende.«

Politiet var massivt til stede med flere patruljer efter knivstik Ved Stranden i Aalborg fredag den 12. november 2021.
Politiet var massivt til stede med flere patruljer efter knivstik Ved Stranden i Aalborg fredag den 12. november 2021. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Derudover har vi fået en række andre henvendelser, hvilket vi naturligvis er glade for. Nu skal vi have kontaktet de vidner og foretaget afhøringer i sagen,« forklarer politikommissæren.

Knivoverfaldet, hvor en 27-årig mand på tragisk vis mistede livet, skete tidligt om morgenen 12. november i det centrale Aalborg. To personer blev kort efter anholdt, sigtet for drab.

18. november bekræftede et familiemedlem over for B.T., at familien havde slukket for respiratoren. Politiet bekræftede selv dødsfaldet kort efter og henvendte sig specifik til én person.

»Vi søger særligt efter et vidne, som vi ved fra vores efterforskning af sagen kan have set knivstikkeriet udspille sig ved indgangen til Jomfru Anes Gård – lige ved Q-park p-hus, der ligger Ved Stranden,« sagde Lene Mikel Madsen om det vidne, der nu er fundet.

Hvad det har båret med sig, kan Lene Mikel Madsen ikke komme ind på.

»Der ligger et stort efterforskningsarbejde foran os, og derfor kommer vi ikke til at sige så meget mere. Det er helt generelt i forhold til efterforskningen, hvor vi skal have klarlagt, hvad der er sket før, under og efter.«

De to sigtede har siddet varetægtsfængslet siden drabet, og 9. december skal der tages stilling til fristforlængelse.

»Til den tid har de siddet fire uger, og så skal en dommer tage stilling til, hvorvidt de skal forblive varetægtsfængslet.«

»Det kommer vi til at gå efter. Det her er en alvorlig sag, og der er meget arbejde foran os endnu med at få klarlagt omstændighederne.«

Lene Mikel Madsen tilføjer afsluttende, at politiet også afventer en række undersøgelser i sagen.

Motivet for drabet kan og vil politiet endnu ikke komme nærmere ind på.