Siden onsdag har Midt- og Vestjyllands Politi ledt efter en savnet mand ved navn Ioan.

Den 69-årige mand forlod sit hjem i Kibæk onsdag formiddag – og han kan ikke klare sig selv.

Det oplyser politikredsen på Twitter.

Den savnede mand, der stammer fra Rumænien, gik fra sit hjem mellem klokken 9.30 og 12.30 onsdag.

Endnu er det ikke lykkedes politiet at finde frem til ham, oplyser politikredsen kort før middag torsdag.

Tidligere torsdag morgen fortalte vagtchef Anders Olesen til B.T., at man havde fortsat eftersøgningen i Kibæk og omegn til klokken 3 i nat:

»Han er kendt for at have været ude at løbe, og han er i god form, så vi har også været ude at lede ved forskellige løberuter, som han kunne have taget, men vi har ikke fundet ham,« forklarede han:

»Siden klokken 3 i nat har vi udtømt vores muligheder for at søge efter ham, og så starter vi op igen, når det bliver lyst, og vi udvider området, hvor vi søger.«

Tidligt torsdag morgen lød meldingen, at politiet kun havde fået »sporadiske henvendelser« fra borgere, der kan ligge inde med viden om sagen:

»Problemet er, at mange først har set efterlysningen, efter det er blevet mørkt,« fortalte Anders Olesen og tilføjede:

»Så opfordringen herfra er, at hvis folk har udhuse eller lignende, at man lige går ud og tjekker, om han skulle være søgt derind. Det regnede i Kibæk i går, så det kan være, han har søgt ly et eller andet sted.«

Samme opfordring gentager politikredsen i en pressemeddelelse kort før middag torsdag:

»Det er vanskeligt at sige, hvor langt manden kan være kommet, da han er i god form,« lyder det.

Ioan beskrives som værende 165 til 170 centimeter høj og spinkel af bygning.

Han har gråt, kort hår og var iført grå trøje med vandrette striber og mørke træningsbukser, da han forsvandt.

Han taler ikke dansk.

Har du set Ioan, eller ved du, hvor han kan være, så beder politiet om, at du ringer til 114.

B.T. følger sagen.