En personbil eksploderede søndag nat på en fynsk skole.

Politi og brandvæsen rykkede kort efter midnat ud til en brændende bil på parkeringspladsen foran Toftegårdsskolen i Faaborg.

Men det, der først så ud til at være en almindelig bilbrand viste sig hurtigt at være en eksplosion.

Det oplyser Fyns Politi til bt.dk.

- Der er sket en eller anden form for sprængning. Bilen er blevet rund indvendig, og taget buler op og bunden ud, fortæller vagtchef Hans Frederiksen.

Han tilføjer, at der var tale om en temmelig kraftig eksplosion.

- Forruden er blevet blæst 40 til 50 meter ud, og der skal da noget af en kraft til at få sådan et resultat, siger han.

Politiet ved endnu ikke præcist, hvad der er sket, og hvem der står bag eksplosionen.

- Vi er lige nu ved at undersøge sagen nærmere, og vores teknikere er på sagen, siger Hans Frederiksen.

Heldigvis kom ingen mennesker noget til ved eksplosionen, som skete på en helt nattetom parkeringsplads.

Af hensyn til efterforskningen ønsker vagtchefen ikke at komme nærmere ind på, hvem der ejer bilen, og om vedkommende eventuelt kan have et udestående med nogen.