En cyklist er afgået ved døden onsdag, hvor vedkommende blev ramt af en bil i høj hastighed.

Det fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Ulykken er sket efter klokken 16 onsdag syd for Thisted - på rute 11 mellem Visby og Koldby. Den afdøde er 14 år, og pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Til B.T. oplyser Jens Claumarch, at der umiddelbart ikke er noget der tyder på, at bilisten har kørt vanvidskørsel, eller andet strafbart.

»Det vil man kigge på, når ulykken er undersøgt og parterne er blevet afhørt,« siger han, men fortæller, at det ikke tyder på, at bilisten har handlet uagtsomt.

»Det ligner, at vedkommende bliver påkørt af bilen, da den afdøde skal krydse rute 11. Umiddelbart tyder det på, at cyklisten desværre har været uopmærksom.«

Efter ulykken blev der både tilkaldt ambulance og lægehelikopter til stedet, men den 14-åriges liv stod ikke til at rede, og vedkommende blev erklæret død klokken tyve minutter over fire onsdag.

På grund af ulykken er rute 11 mellem Visby og Koldby spærret. Jens Claumarch oplyser til B.T., at vejen potentielt kan været spæret frem til klokken otte onsdag aften, da ulykkestedet skal undersøges.