Kort før klokken 18 blev en 15-årig dreng en novemberdag sidste år overfaldet med kniv på åben gade i Grenaa. Trods akut behandling stod hans liv ikke til at redde. 

Nu har anklagemyndigheden så tiltalt en jævnaldrende dreng for drab.

»Der er tale om en meget alvorlig og ulykkelig sag,« lyder det fra specialanklager Jesper Rubow, der skal føre sagen for anklagemyndigheden.

Anmeldelsen om overfaldet på Stationsplads landede hos Østjyllands Politi 26. november 2023 klokken 17.46, og hurtigt blev patruljer sendt afsted mod gerningsstedet. 

På stedet blev politiet mødt af ambulancereddere, der ydede livreddende førstehjælp til den unge mand, der var blevet stukket i maven.

Men førstehjælpen var forgæves. Ikke længe efter åndede han ud for sidste gang. 

Flere vidner havde overværet episoden, og allerede klokken 19.10 skred politiet til anholdelse af en anden 15-årig, som i øvrigt kendte offeret forud for overfaldet.

Da han den efterfølgende dag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, erkendte han at have ført en kniv og stukket offeret.

Men han nægtede sig skyldig i manddrab.

Flere forhold
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi går først og fremmest efter at få den 15-årige dømt for drab, men der er i anklageskriftet taget et forbehold. 

Således har man subsidiært – som det hedder – rejst tiltale for grov vold med døden til følge.

Derudover er den 15-årige også blevet tiltalt for forsøg på grov vold mod en anden jævnaldrende dreng.

Ved episoden på Stationsplads var nemlig også den tredje dreng til stede, og anklagemyndigheden mener nu at kunne bevise, at den tiltalte også forsøgte at stikke ham ned med kniven.

Drengen blev dog ikke ramt, men flygtede i stedet fra området.

Går efter hård straf
Det er endnu uvist, hvornår sagen skal for retten, men sikkert er det, at det bliver Retten i Randers, der skal danne ramme for den. 

Anklagemyndigheden lægger op til, at sagen skal køre med nævninge, hvilket betyder, at man går fire års fængsel eller mere.

Flere i lokalområdet lagde blomster og tændte lys på gerningsstedet.
Flere i lokalområdet lagde blomster og tændte lys på gerningsstedet. Foto: Foto: Anne-Sofie Breinholt
Vis mere

Den 15-årige har mulighed for at fravælge nævninge og i stedet få en domsmandsret til at tage stilling til sagen, hvor der også er rejst tiltale for overtrædelse af knivloven og nedlagt påstand om erstatning og konfiskation af drabsvåbnet – en dolk.

Han har siden grundlovsforhøret 27. november siddet varetægtsfængslet i surrogat. Det vil sige, at han ikke opholder sig i et fængsel, men i stedet på en ungdomsinstitution.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.