Lige nu bobler hun godt nok af lykke. Men hun husker stadig dengang, hvor hun var grænseløst frustreret. Var enlig mor med en lille søn på bare tre år. Savnede en mand i sit liv.

»Netdating var lige startet. Og det fungerede slet ikke for mig. Jeg var allerede træt af det,« fortæller Michelle Hviid om dét, der blev startskuddet på ikke alene hendes egen succesfulde karriere som iværksætter, forfatter og foredragsholder, men også et af de mest succesfulde dating-koncepter herhjemme.

»Det startede simpelthen med mit eget behov,« siger hun om ‘Running Dinner’, som blev afholdt første gang i 2002.

»Jeg ville jo gerne mødes med øjenkontakt. Men som alenemor med en lille dreng havde det lange udsigter.«

Den allerførste af slagsen var således en privat middag for de singler, som Michelle Hviid selv kendte, og deres singlevenner.

Konceptet var så overvældende en succes, at det bredte sig som ringe i vandet og udviklede sig fra små private middage med otte mennesker til et brag af en nytårsfest for 1.200 gæster.

»Men det mærkelige var, at fra jeg fik ideen, til jeg satte første fest i gang, nåede jeg at møde ham, der blev far til mit andet barn. Så jeg fik aldrig brug for konceptet selv,« smiler Michelle Hviid.

»Det var et fedt foretagende, og jeg tjente gode penge, men var faktisk ikke single de næste mange år.«

»Da jeg senere blev det igen, kunne jeg ikke rigtig deltage i mine egne events, for alle vidste, hvem jeg var, så vi var ikke på lige fod. Men det var en skideskæg tid,« husker Michelle Hviid, som i 2014 dog valgte at trække sig og sælge halvdelen af den guldrandede forretning, som fortsat har en brugerdatabase på 35.000 singler.

Af og til har hun været single. Men som i 2002 har hun altid været en handlekraftig én af slagsen.

»Det er ikke sådan, at jeg har ligget ovre i et hjørne og haft ondt af mig selv. Jeg har kløet på og er selv gået op på Kilimanjaro, op i Andesbjergene, i Himalaya. Men jeg har været bevidst om, at der var en tom plads ved siden af mig.«

Som mange andre har Michelle Hviid, indtil hun sidste forår mødte manden i sit liv, i de perioder swipet løs på Tinder. Og på vejen kysset utrolig mange frøer.

Michelle Hviid har aldrig savnet mod. Her ses hun på toppen af Kilimanjaro.
Michelle Hviid har aldrig savnet mod. Her ses hun på toppen af Kilimanjaro. Foto: Privat
Vis mere

»For hellere det end at gå i graven uden at have kysset dem, jeg havde lyst til,« som hun siger.

Men selv om hun endte med at kysse den rigtige frø, endte med at swipe sig til dét, der i dag er den store lykke i hendes eget liv, var hun grænseløst træt af jagten i cyberspace. Og er tilsyneladende ikke ene om det.

»Der er stadig så mange, der skriver til mig og fortæller, at der er et stort behov for en revival af ‘Running Dinner’, for de er så trætte af de overfladiske højre- og venstre-swipes. Men jeg ved ikke, om jeg orker at sætte noget nyt i gang,« siger Michelle Hviid, som dog stadig er i tænkeboksen.

»Som følge af denne coronatid er der i hvert fald kommet mere behov for fordybelse.«