Bomberne og kugleregnen har fløjet om ørerne på hende, så fundamentet under hende rystede. Men det var en eksplosion på hjemmebane, der for alvor slog revner i det og tvang hende til at erkende, at det var payback time.
»Det var som et jordskælv. Bum. Kom bare lige pludselig. Jeg var nødt til at være der for hende,« siger Simi Jan.
Kærligheden kommer i mange afskygninger, og for 41-årige Simi Jan er dén, hun føler for sin mand Allan og sønnerne Adam på snart seks og Daniel på to, betingelsesløs stor.
Men da hendes mor i 2016 blev ramt af uhelbredelig kræft, valgte den hærdede krigskorrespondent af kærlighed til sin mor at sadle fuldstændig om i sit hektiske liv. Skifte sit faste og travle job på TV2 ud med en freelanceaftale. Og flytte sammen med sin mor.
»For hun har kæmpet en kamp for, at jeg kunne leve det liv, jeg gør i dag,« siger Simi Jan med stor og inderlig taknemmelighed i stemmen.
Men hvor stor den kamp var, og hvor meget hun, Simi Jan, skylder sin mor, gik først for alvor op for hende, da moderens sygdom sendte hende ud på en følelsesmæssig rejse, der først nu er ved at have nået endestationen.
Nu, hvor hendes mor mirakuløst har overlevet i fire år, og Simi Jan dermed har lært hende at kende på en helt ny måde. Men i den grad også har fået et voldsomt og dramatisk indblik i sig selv.
Moderens sygdom sendte nemlig Simi Jan ud i jagten på sin mors – og dermed også sin egen – historie. En historie, der helt bogstaveligt startede dén dag, Simi Jan blev født.
I mange år havde en bog ligget og simret i hende. En bog om moderen, som hun altid har været stolt af. Har kaldt en 'vild kvinde'.
Ikke mindst på grund af det mod, som moderen udviste, da hun efter 17 års ægteskab valgte at blive skilt. Selvom det kostede udskamning fra det pakistanske miljø i Danmark, som vendte hende ryggen.
Men at dén begivenhed kun var et fragment af den store – og eksplosive – historie, gik først op for hende, da hun besluttede, at bogen skulle skrives nu. Nu, mens hendes mor stadig var i live.
»Jeg åbnede Pandoras æske. For jeg vidste jo ikke, at det var så sindssygt, som det viste sig at være,« siger Simi Jan med alvor i de ellers smilende brune øjne og fortsætter:
»Hvor meget hun har skånet os hele vores liv ved ikke at fortælle, hvad hun i sit ægteskab har været udsat for af fysisk og psykisk vold. Hvordan hun fik bank og slag, blev revet i håret. Al det vidste jeg ikke.«
»Jeg har siddet og grædt, når journalisten i mig har været nødt til at spørge ind til de smertefulde ting.«
»Så dén bog, jeg er ved at færdiggøre, er en helt anden end dén, jeg startede med. Jeg vidste ikke, hvad hun har sat på spil, hvor meget smerte, sorg og tortur, hun har været igennem, der direkte handler om mit eget liv,« forklarer hun med inderlighed i stemmen.
For bag moderens mod viste der sig at ligge et løfte:
'Jeg lovede dig noget dengang. Det blev jeg nødt til at holde, for ellers svigtede jeg dig og dine søstre, og så havde I også været i det helvede i dag,' fortalte hendes mor.
Løftet blev givet dén martsdag i 1979, hvor Simi Jan kom til verden på Gentofte Sygehus, og moderen løftede den lille bløde babykrop op helt op til hjertet og munden.
'Du skal selv have lov til at vælge den mand, du vil leve med, og leve det liv, du gerne vil leve,' hviskede moderen i sin nyfødte datters ører.
»Det var de to ting, hun ikke selv fik lov til. Hun blev tvangsgiftet som 16-årig og måtte leve et liv, der lå milevidt fra den smukke, frie og kærlige opvækst, hun selv havde haft – med en voldelig mand i et fremmed land,« fortæller en bevæget Simi Jan.
Bevæget, fordi samme skæbne kunne have overgået hende selv.
»For hvis det stod til min far, kunne jeg sagtens have været giftet væk også. Som 13-årig lovede min far mig bort til min fætter i Pakistan. Det overhørte min mor helt tilfældigt. Derfor besluttede hun at blive skilt.«
For sine døtres skyld. For at holde det løfte, hun havde hvisket i Simi Jans babyører.
»At hun har gennemlevet al det, overlevet al det og samtidig haft energi til at tage kampen op for vores skyld,« siger den populære TV2-korrespondent med beundring i stemmen og fortsætter så: »Så kan jeg kun elske hende endnu mere.«
Men i dag ved hun også, hvor meget hun, Simi Jan, skylder hende. Hvor dyrebart det liv i frihed til at vælge på livets hylder, som hun har haft, er.
»Jeg kan bare ikke give tilbage på det. Lige meget hvor mange millioner jeg gav hende, kan jeg aldrig give det tilbage, som hun har gjort for mig.«
»Måske er dét, at jeg valgte at trække i bremsen, bare et meget lille ydmygt forsøg på at give brøkdele tilbage af det, som hun har givet mig. Payback time. Et lille afdrag.«
