Hun mærkede det efter fem minutter. Var sikker efter halvanden time. Følte det i hver en sitrende celle i sin krop, da deres læber nærmede sig hinanden første gang.
»Hvis du kysser mig nu og ikke giver lyd fra dig i morgen, så får du et fucking hestehoved i din seng i morgen. Jeg gider ikke mere pis,« sagde hun.
48-årige Michelle Hviid griner inderligt ad sig selv, når hun genfortæller historien fra sin første date med ham, der nu er manden i hendes liv.
Ham, som hun vil for evigt. Og som – siger hun, som var det et uforklarligt mirakel – har det på samme måde med hende. 50-årige Morten Brix.
Kærlighedens veje har ført Michelle Hviid vidt omkring. Og selv om hun blev kendt som kvinden bag det succesfulde datingkoncept 'Running dinner', har hun ofte selv slået sig så gevaldigt på kærligheden, at hun i perioder har tvivlet på, om hun var værd at elske.
»Det var først sent i livet, at jeg kom til den konklusion, at jeg var elskelig. Hvilket er uforståeligt for Morten,« siger hun og fortsætter:
»Han har været gift i 20 år før mig og er ikke noget brændt barn. Kærlighed har aldrig gjort ondt på ham. Han har mistet, ikke på grund af kærlighed, men på grund af sygdom.«
»Så han kigger nogle gange på mig og siger 'gud, hvor er der nogen, der har gjort dig ondt'. Og det er der,« erkender den populære iværksætter, som netop har udgivet bogen 'Lev livet modigt'. Hvilket er dét, hun har gjort. Også når det kom til kærlighed.
»Jeg er dygtig til at forelske mig. Men nu, hvor jeg rent faktisk har fundet ud af, hvad kærlighed er, kan jeg jo se, at de mænd, som jeg har forelsket mig i, nok har været mere fascinerede og tiltrukket af mig end forelskede,« forklarer hun om de slag, hun har fået på kærlighedens vej.
På vejen har der også været dryp af lykke. Men sidste forår forandrede alt sig. Dér blev de sporadiske dryp til en massiv kærlighedsbyge. Som har varet lige siden.
Morten Brix kom helt bogstaveligt ind i Michelle Hviids liv på et afbud på et tidspunkt, hvor hun – for at sige det mildt – var mega træt af dating. Men.
»Jeg var forelsket efter fem minutter. 'Ham dér,' tænkte jeg, 'han er ikke bange for en skid. Ham tager jeg',« husker Michelle Hviid, som, ud over at finde ham 'megalækker, blev blæst bagover af hans mandighed og ukuelighed'.
For ikke alene havde han ni måneder forinden mistet sin kone, som døde af kræft, og var alene med fire børn, hvoraf den ældste datter har Downs syndrom. Han havde også selv taget livtag med døden, da han, mens børnene stadig var små, blev ramt af leukæmi. Og han stod stadig. Solidt.
Så da han efter nogle timer lagde an til at kysse hende første gang, vidste Michelle Hviid, at hun ikke var klar til at miste dét, hun havde mellem hænderne.
»Det var allerede for dyrebart,« fortæller hun om grunden til, at hun truede med at lave en 'Godfather'. Med et hestehoved i sengen, hvis han ikke mente kysset seriøst.
»Jeg har altid mega gerne villet have en familie. Haft lyst til at dele mit liv med nogen, altid drømt om at være noget for nogen, men det er aldrig lykkedes for mig.«
»Der var et lagerrum inden i mig, som var stopfyldt med noget, jeg skulle dele ud, men ikke havde nogen at dele ud til. Det har været en sorg,« forklarer Michelle Hviid, som har en søn på 21 og en datter på 13.
Hestehovedet blev aldrig aktuelt. Følelserne var gengældt. Og i dag er Michelle Hviids lagerrum stadig stopfyldt. For hver gang hun har delt ud og tømt det, fyldes det nemlig op af den kærlighed, hun modtager.
»Vi har været sammen i snart halvandet år, og det bliver bare smukkere og smukkere. Den følelse, jeg har haft i glimt af lykke, er nu blevet min hverdagskurve,« smiler Michelle Hviid.
Til september skal parret giftes. Det bliver en stor og dejlig dag, siger hun glad.
Men dagen ændrer ikke på dén kærlighed, der allerede er. Og hendes taknemmelighed over i Morten at have fået noget, hun ikke har prøvet før.
»Det er en følelse, som jeg aldrig før har haft i mit liv, af, at jeg ikke er alene. Vi står så solidt, og han griber mig, uanset hvad der sker.«
»Som menneske er han bare større end alle andre. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, for jeg synes selv, at jeg har lavet en grundig research,« griner Michelle Hviid med reference til mændene, hun har mødt på kærlighedens vej.
»De gange, hvor jeg farer vild på grund af mine ar og mønstre, hvor jeg har været vant til, at hvis jeg skubber, bliver jeg skubbet tilbage, stiller han sig bare op og siger 'du mangler et eller andet fra mig, hvordan kan jeg hjælpe dig?'«
»Har jeg fundet det, jeg drømte om? Jeg har fundet meget mere. Jeg havde ingen idé om, at det her var en option. Det er…. så lykkeligt,« siger hun. Bevæget og rørt over, at det faktisk er hende, der bor inde midt i den drøm.
'Lev livet modigt' er netop udkommet på forlaget People's Press.