Som en slange snor et godt og vel 20 cm langt ar sig hen over højre side af hendes kranium. Hun er døv på højre øre, kan ikke græde med højre øje. Synlige spor efter en operation i hjernen, der slet ikke gik, som den skulle. Men for iværksætter Michelle Hviid er dét det mindste.
»De problemer, der kom i kølvandet, var 1.000 gange værre, end selve operationen nogensinde har været. Hele min verden kollapsede dér, og det har været meget ensomt.«
Det var i december 2014, at livet tog en brutal og helt uventet drejning for kvinden bag bl.a. det populære datingkoncept Runningdinner.dk.
Hun er en af de kendte danskere, der i en ny artikelserie fortæller om kampen tilbage til livet efter at have været slået ud af kurs. Og dét blev Michelle Hviid.
»Selv når vi snakker om det nu, kan jeg næsten ikke forstå, at det handler om mig. At det ikke bare er en historie, jeg binder dig på ærmet. For det er så gakkelak,« siger hun og ryster på hovedet.
Hele den historie vender vi tilbage til. Men først december 2014.
Michelle Hviid var på date. Med Dronningens læge. Ham er hun dybt taknemmelig.
»Der er noget galt,« sagde han på deres første date. Han kunne se, at hendes pupiller ikke fulgtes ad. »Du skal scannes,« insisterede han. Og det blev hun. Hun havde en tumor i hjernen.
»Da jeg lå i den scanner, var første tanke: 'Fuck, mand, jeg har en knude i hjernen, nu dør jeg',« fortæller hun og fortsætter:
»Den næste var: 'Hold kæft, hvor har jeg haft det sjovt. Jeg har set hele verden, knaldet mændene, hoppet i havet, spist kagen, løbet maraton',« smiler hun. »Så kom den næste. 'Shit, børnene!'«
Dét var ved tanke tre, at hendes indre fighter blev aktiveret.
Som selvstændig og enlig mor til to børn på henholdsvis 15 og otte år havde hun fire uger før sin operation til at forberede en fremtid. Som hun måske ikke var en del af selv.
»Det er fuldstændig sindssygt at tænke tilbage på, men i de fire uger arbejdede jeg som en hest, for der skulle bare stå penge på kontoen, penge til mine unger. For jeg vidste jo ikke, hvornår jeg kom til at arbejde igen, og om jeg overhovedet kom tilbage,« forklarer hun om dét, hun i dag ser tilbage på med skam.
»I bakspejlet kan jeg se, at det også har været en måde at flygte fra mine børn. For jeg kunne ikke finde ud af at være sammen med dem, kunne ikke finde ud af at se dem i øjnene.«
»Jeg følte, at mit hjerte eksploderede, hver gang jeg kiggede på ét af dem,« siger hun om det valg, hun traf. Ét af flere, som i dag volder hende stor smerte, og som hun kalder 'den største sorg i mit liv'.
Som blogger for blandt andre B.T. beskrev Michelle Hviid dengang sin nærmest indædte kamp for at vende tilbage til livet, som hun kendte det.
For operationen, der skulle have været et relativt simpelt indgreb for at fjerne den godartede tumor i hjernen, endte med at gå galt og førte til nye svære komplikationer.
Pludselig skulle hun som et lille barn lære alt fra bunden. At kravle og gå. At tale og skrive. Alle færdigheder var forsvundet.
Hver en krone på kontoen, en halv mio. kroner, endte hun med at bruge på sin egen genoptræning fra dag ét.
Selv i dag kan det gøre hende rasende, at der gik fire måneder efter operationen, før kommunen indkaldte til genoptræning.
»Al forskning viser, at hurtig genoptræning betyder alt. Fordi jeg selv havde betalt for genoptræning, kunne jeg køre til kommunens tilbud selv.«
»Havde jeg ventet på deres tilbud, var jeg ankommet i handicapbus og med rollator, og så havde jeg ikke siddet her i dag. Så havde jeg siddet på et plejehjem,« lyder hendes harme kommentar på vegne af alle dem, der ikke er så heldigt stillet, som hun trods alt var.
Michelle Hviid sidder ved det store spisebord i huset i Gentofte, hvor hun i dag bor med sin nye kæreste. Og er drønhamrende lykkelig.
Men én af de smertefulde rifter, som hun har fra den tid, kan stadig kalde tårer frem i øjenkrogen.
»Jeg kunne ikke kende mine børn og var i øvrigt også ligeglad med dem,« fortæller hun med bæven i stemmen.
Hun husker, hvordan hendes mor fortalte, at nu kom børnene på besøg, og hvordan hun vrissede, om de da ikke bare kunne besøge nogle andre. Husker, at otteårige Kamille havde taget en gave med, en hjemmelavet julekalender med tegninger bag lågerne.
»Kamille var skræmt fra vid og sans over, at jeg lå der, og kom med det allerbedste, hun kunne finde på, den største kærlighedserklæring. Jeg kiggede ikke engang på den. Jeg smed den bare på gulvet.«
»Det er sindssygt ubehageligt at se tilbage på. Og dengang forstod jeg det ikke. Men det var ikke sygdommen, der gjorde mig ligeglad. Det var centret for empati, der var skadet,« forklarer Michelle Hviid.
Hun er lykkelig over, at hun fik sin empati tilbage, og ikke mindst, at hun genvandt sit tætte forhold til begge børn.
Men den største sorg, den største smerte, er én, det har taget hende flere år at kæmpe og komme overens med.
»Jeg blev fuldstændig umyndiggjort. Der blev talt og taget beslutninger hen over hovedet på mig, mens jeg faktisk forstod, hvad der foregik.«
»Og når man som jeg i ekstrem grad har været så selvstændig hele sit liv, har tjent egne penge med at have sine egne firmaer, og man så pludselig er umyndiggjort, så starter der en boblende, ulmende vrede,« forklarer Michelle Hviid om dét, der med hendes egne ord mundede ud i en krig. Mellem hende og hendes mor.
»Det kan jeg se retrospektivt, men mens det skete, forstod jeg det ikke. Og det førte til, at jeg næsten ikke talte med mine forældre i halvandet år.«
»For mig er dét – jeg kan næsten ikke sige det nu uden at græde – det hårdeste, der overhovedet var, og den største sorg, jeg stadig har. Hvor meget frygt, jeg kastede på alle dem, jeg elsker. Og hvor ensomt det i virkeligheden var.«
I dag kan hun se, at dét, der skete, var, at hendes mor var styret af angst for sin datter og blev en curlingmor.
»Hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, og tilsidesatte fuldstændig sine egne behov. Hun flyttede ind, tog med mig på hospitalet, tog sig af mine børn, betalte mine regninger, lavede morgenmad til mine unger. Tog bare over. Af kærlighed,« fortæller Michelle Hviid, som dengang så noget helt andet.
For dét, som hun husker, er, at hun selv hver dag var bundet til sin seng. Knap kunne rejse sig.
»Der lå jeg og opbyggede en vrede over at føle mig umyndiggjort, over at høre min mor leve mit liv. Det var hende, der tog sig af mine børn, hende, der gav dem morgenmad, hende, der kørte dem i skole. Alt dét, der var min opgave. Men jeg kunne ikke.«
En morgen lykkedes det Michelle Hviid at kæmpe sig ud af sengen. Kæmpe sig ud i køkkenet. Hun fandt en gryde og ville lave havregrød til sine børn.
»Jeg ville ikke acceptere, at jeg var så syg. Jeg ville være hende, der vækkede dem, gav dem morgenmad, ville have mit liv tilbage,« fortæller hun om den indre kriger, der blev genaktiveret den morgen.
Men udenpå havde hun ikke kræfterne, tabte gryden med et øredøvende brag på stengulvet en mørk vintermorgen.
»Min mor kom løbende helt forfærdet. 'Michelle, Michelle, jeg har styr på det', og inden jeg fik set mig om, var jeg tilbage i soveværelset og puttet igen. Og kunne igen høre min mor leve mit liv. Havde jeg haft en pistol dén dag, havde jeg skudt hende. For jeg ville have mit liv tilbage. Og hun stod i vejen,« siger Michelle Hviid, stærkt bevæget og med tårer i øjnene.
Det var dér, at hun startede sin indædte kamp.
»Den eneste måde, jeg kunne få mit liv tilbage på, var ved at skubbe hende væk. Hun havde ofret alt, hvad hun kunne mønstre, for at være der. Og så smed jeg hende ud.«
»Men det er derfor, jeg sidder her i dag, for jeg blev nødt til at klare det selv. Jeg var nødt til at tabe den gryde, indtil jeg ikke tabte den længere. Jeg var nødt til at bruge otte timer på at skrælle en kartoffel, indtil jeg kunne gøre det på et minut.«
»Jeg kan huske, at min mor kiggede på mig og sagde: 'Michelle, du kan jo ikke gå, du falder'. Og jeg snerrede: 'Det er dét, man gør, når man lærer at gå'. Jeg kunne ikke få lov til at falde, når hun var der. Så hun måtte flytte sig.«
Michelle Hviid fik rejst sig, fik helt bogstaveligt lært at gå. Lært at tale, lært at cykle. Lært at spise med kniv og gaffel. Lært alt. Og fik bid for bid sit liv tilbage.
»Jeg har aldrig været én, der rørte særlig meget i ynkegryden. Så jeg kløede på, pressede mig selv helt derud, hvor jeg kastede op,« fortæller hun om tiden.
»Min opskrift var at køre mig selv så fysisk hårdt, at jeg blev træt. Når man er fysisk træt, sover man bedre. Og alt bliver bedre, når man sover.«
»Og så sørgede jeg for at tage mig af de sværeste problemer først. Dermed slap jeg for, at der konstant hang en tung tordensky over mig.«
Også sin mor har hun fået igen. De er tætte igen og har tilmed snakket om at skrive en bog om deres voldsomme konflikt. For, som Michelle Hviid siger, kunne den bare redde ét enkelt mor-datter-forhold fra at nå derud, hvor deres gjorde, ville det være en vigtig bog.
»I dag kan jeg se, at havde vi bare været i stand til at tale om situationen og aftale, hvordan hun bedst kunne hjælpe, havde alt været anderledes. For da vi endelig fik snakket om det, tror jeg, mine forældre forstod mig for første gang. Der er sagt undskyld.«
