Helt ud af det blå skyllede sorgen ind over hende. Hun sad på en skammel på toilettet. Med datteren på tre foran sig. Bletiden var ovre, hun var i toilettræning. De pludrede hyggeligt, havde en god snak. Og så ramte den hende. Sneg sig ind på hende.
Ellinor lagde sin lille barnehånd på sin mors hoved. »Det skal nok gå, mor,« sagde hun.
Tårerne triller stille og trækker våde spor på kinden, når den 41-årige tv-vært Cecilie Hother genfortæller ét af de glimt, der har været kendetegnende for hendes liv siden 2. marts i år, hvor fundamentet under hende slog store sprækker.
Nemlig dén dag, hvor hun mistede sit ufødte barn seks måneder inde i graviditeten. Karl, navngav de ham. Ham, der skulle have været Ellinors lillebror. Sorgen slog hende omkuld.
I en ny artikelserie fortæller en række kendte danskere om at kæmpe sig tilbage til livet efter at have været slået ud af kurs. Én af dem er Cecilie Hother.
»Så empatisk et lille væsen. Min glæde i mørket. Men Ellinor har også mærket sorgen. Den er også en del af hendes historie,« siger Cecilie Hother om dagen på toilettet, hvor sorgen pludselig overmandede hende og hendes lille datter, hvor dét barn, der lever, rakte sin barnehånd ud for at trøste moderen.
Uden for de store panoramavinduer i Nordsjælland er der frit udsyn til skov.
De fleste blade har for længst sluppet træerne. De nøgne stammer vidner om, at noget er slut. Men ikke for altid. Nyt liv vil springe ud igen. Ligesom det vil for Cecilie Hother.
For midt i sorgen, midt i smerten, vokser et nyt liv inden i hende. Et lille drengebarn, som vil komme til verden til foråret. Et år efter, at hun mistede Karl.
»Frygten og angsten sidder i mig. Men heldigvis er ønsket om liv større end frygten for død,« siger Cecilie Hother eftertænksomt om på én gang at være den lykkeligste kvinde og samtidig stadig være i sorg.
»Jeg kan grine og græde inden for et minut og har skullet finde ud af at navigere i det, give begge dele plads.«
»For det er, som om det ikke er retfærdigt over for den ubearbejdede sorg at have glæden. Og samtidig ikke turde glæde mig nok, fordi jeg også har frygten for, at der går noget galt.«
For 41-årige Cecilie Hother var dét at blive gravid et lille mirakel. Som fem til ti pct. af kvinder i den fødedygtige alder lider hun af PCO, en sygdom, der gør det svært at blive gravid.
»Dét at blive gravid er ikke noget, jeg tager for givet. Det er en meget dyrebar gave,« siger hun.
Da Cecilie Hother og hendes mand, Thomas, mistede den dyrebare gave, gik verden i stykker.
»Alt var meget lyserødt fremtidsagtigt. Vi var i gang med at bygge et nyt hus. Alt var sat op til, at vi skulle flytte ind med de to voksne drenge (sønnerne på 19 og 22 fra hendes mands første ægteskab, red.), Ellinor på tre, og vi skulle have barn. Men fremtiden krakelerede jo lige dér,« fortæller hun.
Hun sidder i det hus, som Karl skulle være flyttet ind i. Stryger fingrene kærligt hen over den tatovering, som du kan høre hende fortælle om i videoen. Dén tatovering hun siden fik lavet på sit håndled. Af Karls små fødder.
»Det var skelsættende og sindssygt hårdt at skulle sige farvel til ham. Men så kom tiden bagefter. Noget kan jeg huske, det meste kan jeg ikke,« fortæller hun.
»Jeg røg ind i en sorgproces og var slet ikke klar over, hvor hårdt det var. Og hvor hårdt det ramte mig psykisk og fysisk. Langt hen ad vejen handlede det om at bearbejde sorgen og samtidig få en hverdag til at fungere.«
»Men sorgen skal finde en plads. Og det tager ikke bare ikke et halvt eller et helt år. Det tager rigtig lang tid. Når det kommer til sorg, kan man godt få det bedre, men den forsvinder aldrig,« siger Cecilie Hother med en moden alvor i de ellers oftest smilende grønne øjne.
En alvor, der er blevet en del af, hvem hun i dag er som menneske.
I processen har Cecilie Hother og hendes mand taget imod al den hjælp, de kunne få. De har deltaget i sorggrupper. Været i terapi.
»Jeg gik bare all-in. Tog alt til mig, for jeg fungerede ikke. Overhovedet ikke,« forklarer den populære TV2-vært.
Hun kalder det at gå i sorggruppe »det bedste, jeg har gjort« og er fuld af taknemmelighed over, at hun og Thomas aktivt valgte at gøre det sammen som par. Bare det at finde ud, at der var andre, der havde det som dem, var en gave.
»Men også at finde ud af, at når det handler om sorg, er der intet, der er rigtigt eller forkert. Vi har alle vores måde at tackle den på.«
At tackle den er en proces, som langtfra er overstået for Cecilie Hother.
Blot at sige hans navn – at tage ordet 'Karl' i sin mund – får stadig hendes læber til at dirre og tårerne til at ligge på spring i øjenkrogen.
Hun ved, at den Cecilie, hun var engang, aldrig kommer tilbage.
»Det ændrede alt. Måden, jeg ser livet på. Måden, jeg agerer på. Hvad jeg er taknemmelig for. Hvad jeg vil bruge min energi på. Der er meget, der ikke længere rigtig giver mening. Tingene er blevet mere eksistentielle.«
»Vi er så vant til at tage en uddannelse, få et job. Tingene kører derudad, og vi finder løsninger i dét, vi er i. At miste Karl fik mig til at stille spørgsmål ved alle de ting.«
»Livet er tydeligvis så skrøbeligt, så hvad vil jeg egentlig resten af mit? Når jeg engang ligger i kisten, hvad vil jeg så gerne tænke tilbage på? 100 timers arbejdsuger eller mennesker og sjæle?« spørger hun. Og kender svaret.
Men livet er ikke kun blev eksistentielt for Cecilie Hother. Hendes poler og følelsesmæssige skalaer har også rykket sig. Gevaldigt.
»Når jeg tænker tilbage på mit liv, før jeg mistede Karl, var der en skala for glæde og en for vrede og sorg. Dén skala er blevet ekstrem,« siger hun og forklarer:
»I min optik har jeg oplevet den ultimative sorg og den ultimative smerte. Alt dét, der før kunne rive mig ud af kurs, befinder sig nu et helt andet sted på skalaen, og jeg har virkelig skullet bruge energi på navigere i de nye yderpunkter på skalaen.«
Men ikke kun navigere. Også agere. For de har været – og er – voldsomme.
»De mødes meget hurtigt og meget tit, og det kan være intenst og store følelser. Jeg kan sidde og have tårer i øjnene, fordi jeg har mistet min søn og alt det håb, der var dér,« siger hun med gråd i stemmen.
»Men så er der taknemmeligheden over den familie, som jeg har, og glæden over den nye søn, der i maven. Det er sådan, min virkelighed er. At græde og grine inden for et minut.«
Da Karl blev begravet, var Ellinor ikke med. Ligesom hun heller ikke tog afsked med ham på hospitalet, da han blev født. Cecilie Hother og hendes mand har gjort, hvad de kunne, for at skærme den lille treårige pige. Men samtidig også ærligt fortalt, hvad der var sket. At hendes lillebror var død og nu var i himlen.
»For Karls død må aldrig blive et tabu,« siger Cecilie Hother, som hun lige så åbent og ærligt har fortalt sin datter, når hun var ked af det eller havde det skidt.
»Men vigtigst af alt fortalt, at jeg ville blive god igen, og at det ikke havde noget med hende at gøre.«
Hun har mærket berøringsangsten over døden. Ikke mindst over barnedøden. Det er én af de vigtigste grunde til, at Cecilie Hother også offentligt, åbent og ærligt har fortalt om den sorg og smerte, hun har oplevet, og som altid vil være en del af hende.
Frygten for, at det skal ske igen, prøver hun at kapere. Men i takt med, at hendes mave vokser sig større og større, bliver det lettere og lettere. Og for hver scanning, der går godt, kan hun trække vejret dybere
Forleden fik hun og Thomas at vide, at den 'lille spunk' i hendes mave er en dreng. Men den eufori, den trang til at male hele livet lyseblåt, der normalt ville følge i kølvandet, er udeblevet.
»Endnu har vi ikke købt én eneste ting. Ikke én. For vi skal lige vente og se den næste scanning. Og den næste og den næste. Det er svært,« erkender hun og er dybt taknemmelig over, at lægerne på grund af Karls død følger hendes graviditet så tæt.
»Sorgen og glæden går bare hånd i hånd nu. Sådan er det. Nu handler det om at acceptere det, for det kommer ikke til at være anderledes.«
»Samtidig kan jeg ikke lade frygten vinde over livet. Det er fine ord at sige, men hårdt arbejde at udføre dem. Det arbejder jeg med hver dag.«
Ellinor glæder sig til, at hun om nogle måneder får sin lillebror. Hun snakker til ham dagligt, deler gavmildt is og risalamande med ham på sin mors mave og har foreslået, at han lige så godt kan overtage hendes seng, så hun kan få en rigtig storesøsterseng, fortæller Cecilie Hother med et ømt mor-smil. Livet er også glæde.
»Jeg er ikke den samme, som jeg var før. Hverken som hustru eller som mor. På godt og ondt. Jeg er bare et anderledes menneske. Helt hvordan, vil tiden vise. Men nu skal det være fremtiden og lyset, der definerer mig.«
