Michelle Hviid gik grædende fra bar efter ondskabsfuld kommentar: 'Det var så nederdrægtigt.'

Selv om hun er blevet 48, er det er først inden for de seneste to år, at hun har lært at holde fast i, hvem hun er. Har lært og turdet tro på – for det meste i hvert fald – at hun er elskelig.

»Når man konsekvent gennem en årrække har fået at vide, at man er for meget, så ender man med at tænke, at man er for meget. At man ikke er elskelig,« siger Michelle Hviid, som i bagagen har mange smertefulde minder på den konto. Også fra mennesker, der står hende meget nær.

»I en lang periode prøvede jeg at være, som jeg troede, at man skulle, indtil jeg på et tidspunkt gav fuck i det hele.«

»Nu er jeg så nærmest blevet et forbillede, fordi jeg tør holde fast i mig selv,« siger forfatter og foredragsholder Michelle Hviid med undren i stemmen. Og indrømmer, at hun kan være noget af en mundfuld for de fleste. Også mænd.

»Det er en ihærdighed, jeg er født med. En del af min personlighed. Den kan være skideskæg for andre i alt fra en uge til to måneder. Måske et år. Men også anstrengende.«

»Nu oplever jeg for første gang, at det er den personlighed, man elsker,« siger hun om manden i sit liv, 50-årige Morten Brix, der er vild med hele den pakke, som Michelle Hviid udgør.

Men at mange mænd kun har ønsket dele af pakken, fik hun understreget ved det, hun kalder 'en af de mest ondskabsfulde oplevelser i sit liv'.

Hun var i selskab med en gruppe mennesker, hun havde lært at kende på sin tur til Kilimanjaro. De fleste mænd i 50'erne. De var på bar. De hyggede sig.

»Indtil der var en af dem, der sagde: 'Du er sådan en, som de fleste mænd vil elske at knalde med, men ingen har lyst til at gifte sig med',« genfortæller hun med vrede i øjnene.

»Det var så nederdrægtigt. Snot-ondskabsfuldt. Jeg sad bare og tænkte: 'Hold kæft mand, hvor kunne jeg godt tænke mig at være sådan en, man tog med hjem til sin mor.' Jeg blev simpelthen så ked af det,« siger Michelle Hviid, som gik grædende, men også klogere, derfra.

For hvor hendes gamle jeg ville have taget konfrontationen på stedet, erkendte hun, at den slags mennesker havde hun ikke brug for at have i sit liv. Besluttede at tro på, at hun var elskelig.

Følelsen er dog stadig skrøbelig for hende. Så skrøbelig, at hun forleden brød grædende sammen af lykke, da hun skulle beskrive sig selv set med Mortens øjne.

»Og det forstod han jo intet af. Ligesom jeg ikke forstod, hvorfor han ikke tudede, når han skulle beskrive sig selv set med min øjne. Hvordan han kunne beskrive det, som var der kommet en pakke med posten.«

»Men for ham er det helt naturligt at se sig selv med elskelige øjne.«

»Der gik det op for mig, at så kan jeg sidde nok så meget og sige, at jeg for to år siden besluttede, at jeg var elskelig. Mere dybfølt er det altså heller ikke.«

»Men det er jo hans reaktion, der er sund. Det er ham, der har fødderne så stabilt plantet på jorden.«