Han husker, hvordan han ofte lå på sengen og smagte på ordene. Lod dem køre rundt i munden. ‘Hilda’, sagde han. ‘Hilda Heick’. Han var otte år gammel og smaskforelsket.

»Så kan man sgu da ikke andet end stå for ham, vel?« kommer det med hjerteligt grin fra genstanden for Keld Heicks forelskelse. Hilda Heick.

Ifølge statistikken ender godt halvdelen af alle ægteskaber med en skilsmisse. Men for det musikalske ægtepar Keld og Hilda Heick - som i dag er 74 - har det aldrig været en mulighed i de 59 år, de har været sammen.

For ikke alene skulle de nok bevise, at deres forældre ikke fik ret, de indgik også en pagt om, at fik de børn, blev de sammen. Basta.

»Alt for mange i dag kæmper ikke for fællesskabet, er forkælede og egoistiske. Mig, mig, mig i stedet for os,« mener de begge.

»Man gifter sig, og så må man sluge nogle kameler. Man skylder hinanden at opføre sig ordentligt,« lyder parrets mantra, som dog ikke helt gjorde sig gældende, da de to mødte hinanden første gang. I hvert fald hvis man spørger Hilda Heick.

»Han var frygteligt irriterende,« husker Hilda Heick, som helt bogstaveligt lige var kommet ind med fire-toget og med sin midtsjællandske accent og brugte tøj følte sig udenfor. Nu skulle hun starte i 2.U på Valby Skole.

»Det var den 12. august 1954,« siger Keld Heick om dagen, hvor Hildas mor spurgte en pæn dreng i korte bukser, hvid skjorte og et tornyster i sælskind på ryggen om vej til klasselokalet. ‘Kom med mig’ sagde han. ‘Jeg skal gå i samme klasse’.

Klassebillede fra 1955, hvor Keld og Hilda gik i 3. klasse og Keld i et år havde været forelsket i Hilda.
Klassebillede fra 1955, hvor Keld og Hilda gik i 3. klasse og Keld i et år havde været forelsket i Hilda. Foto: Privat
Vis mere

»Så tøffede vi efter Keld. Og det har jeg gjort lige siden,« griner Hilda Heick, der som otteårig hurtigt fik kærligheden at føle.

»Du drømmer ikke om, hvor tit jeg kom tudende hjem til min mor, fordi han altid drillede mig,« husker Hilda Heick, som først seks år senere, hvor hun var 14, gengældte kærligheden. Den har varet lige siden.

Men nem var den ikke. For som antydet ovenfor var de to unge kærester oppe mod stærke kræfter. Deres forældre.

Keld Heick kom fra en fin familie. Hilda Nielsen fra en arbejderfamilie. Begge prøvede at spænde ben for det unge par.

»Selv da vi skulle giftes... Det endte faktisk i en katastrofe til vores bryllup, efter at vi var taget hjem,« husker Keld Heick om dén aften, der skulle have været den lykkeligste i deres liv.

I stedet endte den med, at svigerforældrene nærmest var ved at komme op at slås.

'Nu ved din far vel, at man ikke kommer i brune sko op ad kirkegulvet’, ‘husk, at din mor skal have handsker på, for hun har så forfærdelige skrub-hænder’.

Sådan lød nogle af de kommentarer, som Hilda Heick lagde øre til inden brylluppet, som hendes forældre insisterede på at afholde, selv om de slet ikke havde råd.

En smaskforelsket Keld Heick kysser sin Hilda Nielsen.
En smaskforelsket Keld Heick kysser sin Hilda Nielsen. Foto: Birthe Melchiors
Vis mere

»Det var bare så nedladende og gjorde så ondt. Gjorde mig virkelig ked af det,« siger den ellers altid smilende Hilda Heick med en stemme, der stadig er mærket af den gamle smerte og godt ved, at hun begik en fejl, da hun før brylluppet fortalte sine forældre, hvorfor hun var ked af det.

»Virkelig dumt. For lige så snart vi var gået, fór min mor og svigermor i hovedet på hinanden,« husker hun.

Keld Heick krymper sig lidt i stolen ved siden af sin Hilda. Ser undskyldende på hende og stryger hende kærligt over armen.

»Det var slemt for os begge to. Men jeg tror ikke, at jeg tog det så slemt som Hilda gjorde. Jeg prøvede bare at glatte ud. Dybest set fordi jeg er lidt konfliktsky,« indrømmer han blankt.

De var oppe mod stærke kræfter, da de forelskede sig i hinanden. Hverken Keld eller Hildas forældre var nemlig begejstrede for det umage match.
De var oppe mod stærke kræfter, da de forelskede sig i hinanden. Hverken Keld eller Hildas forældre var nemlig begejstrede for det umage match. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hilda nikker samtykkende.

»Måske har sådan nogle ting gjort, at vi har sagt til os selv, ‘det skal bare ikke ske for os’. Da vi selv fik barn, var vi fuldstændig enige om, at ligegyldigt hvem hun kom hjem med, skulle det være hendes livs dag,« siger de om datteren Annette Heick, som i dag er 48.

Mens Keld og Hilda fandt kærligheden, blev deres lykke aldrig delt for alvor med svigerforældrene. En rigtig forsoning mellem dem kom det heller aldrig til.

»Derfor har vi altid lagt vægt på at diskutere tingene, i stedet for at de ender i ballade. For det er ikke til at holde ud. Det slider på alle parter.«

»Så kan det godt ske, at man får nogle sandheder i hovedet, som man måske ikke er lykkelig for, men hellere det,« siger Hilda Heick om dét, der er blevet deres opskrift på at blive sammen. I trods.

»Modgang og medgang har vi haft. Men vi har holdt fast. Da vi blev forlovet, sagde min far: ‘Jeg håber, at det går i vasken’.«

»Og selv om han måtte sige undskyld senere, var der altså ikke nogen, der var jublende glade for, at vi havde fundet sammen,« tilføjer hun.

»Så vi blev enige om, at så længe vores forældre lever, skal vi i hvert fald ikke skilles,« siger Keld Heick og tilføjer så med et smil: »Og nu gider vi ikke.«