Det kom som et chok for de fleste, da Melvin Kakooza meldte ud til offentligheden, at han var blevet ramt af en tumor i hjernen.

Komikeren og tv-værten var på toppen af sin karriere, og han så frem til at barselsvikariere for Sofie Linde som 'X Factor'-vært. Sådan gik det ikke, og i podcasten 'Bech bag bolden' med Troels Bech fortæller den folkekære altmuligmand, at han faktisk var helt væk. Hjertet bankede ikke, og han måtte derfor genoplives.

Episoden fandt sted, efter Melvin Kakooza havde fået opereret den seks gange tre centimeter store tumor væk.

»Da jeg vågner fra operationen, får jeg noget vand og is. Og i stedet for, at det ryger ned i mavesækken, så ryger det ned i lungerne. Så der er faktisk en nat, hvor min mor står op til, at jeg simpelthen har fået hjertestop. Jeg bliver så genoplivet og ryger ned på intensivafdeling på Rigshospitalet, hvor jeg så er i tre-fire uger.«

Melvin Kakooza og hans lillebror på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Melvin Kakooza og hans lillebror på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Kakooza beskriver syv af ugerne som værende meget hektiske og med mange uvisheder. Han fortæller også, at han ikke kunne snakke et stykke tid efter operationen.

Det gav selvsagt Melvin Kakooza en del frustration, da hjernen stadigvæk fungerede fint, og spørgsmålene og tankerne hobede sig op, i takt med at han opfattede situationens alvor.

Hvordan løser man lige det, når man ikke kan sige et ord?

»Jeg var alene med mine tanker i så lang tid, hvor jeg ikke kunne kommunikere. Så jeg var ligesom nødt til at gøre op med min frygt og min bekymring i mig selv, uden at kunne tale om det med nogle andre,« fortæller han i podcasten.

Sammen med sin manager aftalte han først at melde noget ud efter operationen, da han ikke ønskede at koncentrere sig om presse og andre henvendelser, da det stod allermest på.

Forløbet blev dog lidt længere en først forventet, og Melvin Kakooza beretter om et genoptræningsforløb med både talepædagoger, fysio- og ergoterapeuter samt læger og sygeplejersker fra Rigshospitalet.

Melvin fortæller også, at noget godt har forløbet givet ham.

Han perspektiv på livet er blevet justeret, og nu værdsætter han hver eneste gang, han står op om morgenen.