Drømmer du om en udsigt til Øresund, en stor hall, to stuer, et kæmpe køkken og 'god karma' – og har du 38 millioner kroner på kontoen, så er det nu, du kan slå til.

Kronprinsparrets nære venner har nemlig sat deres luksusvilla til salg. Den kommende ejer kan dog bryste sig af, at kronprinsessens hofdame har beboet ejendommen.

Det er nemlig kronprins Frederiks gode og mangeårige ven, Peter Heering og hans kone, Caroline Heering, der sælger deres overdådige villa på 242 kvadratmeter. Det skriver Se & Hør

Den stenrige Heering-familie har tætte forbindelser til kongehuset, da Peter Heerings mor, Susanne Heering, er en af dronning Margrethes bedste veninder.

Susanne Heering ses her til venstre for kronprinsessen i 2006.
Susanne Heering ses her til venstre for kronprinsessen i 2006. Foto: Lars Helsinghof Bæk/Ritzau Scanpix
Vis mere

Peter og Caroline Heering regnes da også for at være blandt kronprinsparrets tætteste venner, og mindst et af deres børn har gået i samme klasse som et af kronprinsparrets børn på Tranegårdsskolen i Hellerup.

Heering-parret købte den store villa, der rummer hele ni værelser og ifølge ejendomsmægler Lützau har 'god karma' tilbage i 2003, hvor de gav blot seks millioner for herligheden. Parret kan derved se frem til at tjene over 32 millioner kroner, hvis villaen bliver solgt til udbudsprisen på 38,8 millioner kroner.

Villaen ligger da også på en af de mest attraktive adresser i Hellerup.

Det er her den nu afdøde, tidligere Venstre-politiker Uffe Ellemann-Jensen boede gennem mange år i et af vejens ikoniske rækkehuse tegnet af arkitekten Thorkild Henningsen.

Sundvænget i Hellerup.
Sundvænget i Hellerup. Foto: Google Street View
Vis mere

Peter Heerings mor, Susanne Heering, ejer desuden et andet af vejens rækkehuse.

Hun forsøgte at sælge huset, som hun købte med sin nu afdøde mand, Peter Heering, tilbage i 2011. Da hun satte det til salg i 2018 forlangte hun 28, 5 millioner kroner for det, men hun opgav salget.

Ifølge Tinglysningen ejede Peter Heering ved indgåelsen af skødet tre fjerdedele af ejendommen, mens Caroline Heering ejede den sidste fjerdedel.

Dette er dog siden blevet lavet om ifølge Se og Hør, da parret fik lavet en ægtepagt for fem år siden, hvor det fremgår, at de nu ejer huset ligeligt.

Caroline Heering arbejdede i mange år som hofdame for kronprinsesse Mary, men stoppede i 2014.

Ifølge ejendomsmægleren Lützau får den kommende køber foruden hele 440 etagemeter også adgang til en privat strand med badebro samt en tilhørende fodboldbane, som Sundvængets beboere deler.

Desuden byder ejendommen på en sydvendt have, ligesom arkitekten Arne Jacobsen også har sat sit præg på den gamle villa fra 1928, da den i 1954 blev piftet lidt op.

Du kan se villaen her.