Vittigt, morsomt og helt sikkert liderligt, varsler instruktøren af en moderne Shakespeare på Nørrebro Teater.

- Vi skal sgu passe på ikke at blive til sådan nogle intetkøn.

Lars Mikkelsen understreger ordene ved at hamre sin venstre næve ind i sin højre hånd, mens øjnene slår gnister.

Det kommer det garanteret også til at gøre mellem Mikkelsen og hans nye match på scenen, den langbenede Ditte Hansen med det komiske talent, når de to støder sammen i Nørrebro Teaters ur-premiere på opdateringen af Shakespeare-klassikeren ’Trold kan tæmmes’, til efteråret.

- Jeg elsker Shakespeare, siger Lars Mikkelsen, der har prøvet kræfter med den gamle mester mange gange før. Blandt andet Hellig Tre Konger og Flammens Muse.

- Det er ikke et af hans stærkeste stykker. Men det er sjovt og interessant at sætte dén historie ind i en anden ramme, og fremstille ham på en helt anden måde, siger Lars Mikkelsen.

Kort tid før de to skuespillere har sat sig ned, og hurtigt havner i en ucensureret snak om kønsroller, har deres instruktør, Kim Bjarke præsenteret det nyskrevne stykke fra scenen på Nørrebro Teaters café.

- Det bliver både vittigt, morsomt og helt sikkert liderligt, siger han om stykket, der er lavet i samarbejde med de medvirkende.

To temperamenter



’Kan trolden tæmmes?’ konfronterer den moderne karriekvinde med den moderne mand. Og tæmmes kan hun, hvis det er Ditte Hansen, der svarer.

- Det er et meget frækt stykke, der handler om forholdet mellem to temperamenter, der støder sammen. Spørgsmålet er, om hun kan tæmmes, og det kan hun. Ved at blive tændt, smiler Ditte Hansen.

- Det er i hvert fald dét Shakespeare mener, og det kan man selvfølgelig diskutere. Måske er det lidt firkantet, men der noget om det, siger Lars Mikkelsen.

- Vi skal i hvert fald passe meget på med ikke at blive til sådan nogle intetkøn. Det er sgu vigtigt, at bibeholde sin maskulinitet og for kvinders vedkommende, sin feminitet. Det er det, der giver os de oplevelser, der handler om erotik og kærlighed, der er grundlaget i et parforhold. Ellers handler det jo bare tilsidst om at drive en lille økonomi, og om at få alt det praktiske til at klappe og , mener Mikkelsen, mens Ditte Hansen nikker:

I hinandens vold



- Helt enig, det er nogle svære roller, vi skal navigere i, når vi taler moderne parforhold. Jeg kender da udmærket det dilemma, som mange kvinder kæmper med. Vi vil have magt og bestemme, og samtidig har vi også lyst til at iføre os stuepige-uniform og få smæk. Det er et stort dilemma.

- Ja, om kvinden skal ned på alle fire?, griner Lars Mikkelsen.

- Shakespeare mener jo, at hun skal sættes på plads. Det skal hun måske også. Indimellem, siger han med sit charmerende ræve-smil.

- Jeg tror måske bare, at vi skal turde gøre os sårbare overfor hinanden, siger Ditte Hansen.

- Ja, og måske skal vi ikke være så bange for at være i hinandens vold, supplerer Lars Mikkelsen.

- Måske er det vigtigste i virkeligheden, at kampen mellem kønnene fortsætter. For at holde den der gnist vedlige, bliver de to enige om.

’Kan trold tæmmes’ har premiere på Nørrebro Teater d. 17. november.