Østre Landsret har afgjort, at baron Otto Reedtz-Thott skal op til en ny køreprøve.

Det skriver Sjællandske.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Gavnø-baronen er glad for at køre hurtigt i bil, at han jævnligt deltager i racerløb og har adskillige meget hurtige biler stående i garagen på Gavnø Gods.

Derfor var det bestemt også en streg i regningen for Otto Reedtz-Thott, da han i sommeren 2010 blev blitzet for at overskride fartgrænsen markant.

Ifølge Sjællandske, kom baronen kørende i sin store firehjulstrækker, VW Touareg, på Blangslevvej i Lov, hvor hastighedsgrænsen er på 50 km i timen. Desværre for baronen stod landbetjent Preben Petersen i vejkanten og blitzede den adelige bil til at køre 83 km i timen.

Men det ville Reedtz-Thott . Han hævdede at have kørt mellem 50 og 55 km på strækningen, og at det måtte være politiets fartmåler, der var noget galt med. I baronens optik var det både vejens hældning, reflektioner fra vejskilte, betjentens arbejdsmetoder og især en mobilmast i nærheden af Blangslevvej, der havde forstyrret hastighedsmåleren til at måle forkert.

Alt dette forklarede barnonen i byretten i november sidste år. Men han talte for døve øren. Dommeren mente nemlig ikke, der var noget galt med politiets tekniske udstyr. Derfor blev Otto Reedtz-Thott idømt en bøde på 2.500 kroner og den fartglade baron fik frakendt kørekortet i tre år.

Det ville baronen ikke acceptere og ankede derfor til landsretten. Men det fik han ikke meget ud af.

Østre Landsret stadfæstede nemlig byrettens dom. Dermed skal Baron Otto Reedtz-Thott betale bøden, lige som landsretten bestemte, at han skal op til en vejledende og orienterende køreprøve. Hvis han ikke består prøven, mister han sit kørekort, hvilket vil være en hård dom for den fartglade baron.

Bt.dk har forsøgt at få en kommentar fra baronen.