Ozzy Osbourne måtte spærre øjnene noget op, da han pludselig så et billede af sig selv i en mindevideo. 

En mindevideo, der hyldede kendte, der var gået bort. 

Nu reagerer den 75-årige rockstjerne, der bestemt er i live. Det skriver norske Dagbladet.

»Stop med at sprede falske nyheder. Jeg er ikke død. Jeg skal ingen steder, og jeg skal spille flere koncerter, før jeg er færdig,« siger Osbourne i et afsnit af familiepodcasten 'The Osbournes'.

Han bruger samtidig lejligheden til at kritisere dem, der bruger kendissers helbredsmæssige problemer til at lave formodninger om, hvornår de mon dør. 

Ozzy Osbourne lider af en kronisk smertediagnose, og i 2020 blev han diagnosticeret med Parkinsons sygdom. Sidste sommer gennemgik rockstjernen desuden en større nakkeoperation. 

Og så har han ikke mindst kæmpet med både alkohol- og stofproblemer i løbet af sit liv. 

Men på trods af et skrantende helbred, er han ikke på vej i graven.

Det fortalte han i et interview med Rolling Stones UK i november sidste år, hvor Ozzy Osbourne vurderede, at han rundt regnet havde ti år tilbage at leve i. 

Det kan du læse mere om her.