Den hollandske Formel 1-komet Max Verstappen var rødglødende af raseri, da han i sidste weekends Formel 1-grandprix i Austin i USA fik frataget en podieplads af dommerne.

»Vi havde et fantastisk løb, men med disse idiotiske afgørelser dræber du sporten,« lød det fra den unge hollænder efter løbet.

Den tidligere finske Formel 1-kører Mika Salo var en af dommerne bag den kontroversielle beslutning om at give Verstappen en tidsstraf på fem sekunder efter en overhaling.

Han fortæller nu, at han efterfølgende har modtaget dødstrusler.

»De kom fra Holland,« siger Salo til det finske motorsportsmedie Suomi F1, ifølge den svenske avis Aftonbladet.

Verstappen var Austin-grandprixets store oplevelse, da han kørte sig op gennem feltet, og på den sidste af de 56 omgange lykkedes at overhale Ferraris Kimi Räikkönen og tage tredjepladsen.

Men dommerne idømte ham altså en tidsstraf, som kostede podiepladsen.

»Jeg håber, at tilskuerne ikke bryder sig om den afgørelse, og derfor holder sig væk næste år,« rasede Verstappen, mens hans Red Bull-chef, Christian Horner, delte sin kørers frustration:

»Det var en forfærdelig beslutning. De har snydt alle fans her. Det var et fantastisk grandprix, men de ødelagde det,« sagde han.

Verstappens far, Jos, langede på Twitter ud efter Den Internationale Motorsportsunion (FIA).

»Skam jer FIA. Tydeligvis ved F1 ikke, hvad væddeløb er.«

Max Verstappen var sur efter podiepladsen røg.
Max Verstappen var sur efter podiepladsen røg. Foto: Mark Thompson
Vis mere

Mika Salo holder dog fast i, at det var den korrekte beslutning at straffe Verstappen.

»Regler er regler. Det fremgår tydeligt af reglerne, at hvis en kører udnytter at køre uden for banen, så skal han straffes. Max var bag Ferrarien før svinget, men var foran, da de kom ud af det. Det var helt rydeligt,« siger Mika Salo til Suomi F1.

Foruden dødstruslerne fra hovedsaligt Verstappens hjemland har spøgefugle også ændret Salos Wikipedia-side, så der har stået, at han er en dommer, som bliver betalt af Ferrari.

»Det er selvfølgelig en joke, men trusler mod mod mig eller andre dommere kan vi altså ikke tolerere,« siger finnen.