DF-formand Morten Messerschmidts tale i Fælledparken blev aflyst, fordi politiet ikke kunne garantere hans sikkerhed.

Messerschmidt skulle have holdt en såkaldt revselsestale hos Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU). 

Talen er en fast tradition i ungdomsteltet til 1. maj i Fælledparken. 

Her inviterer DSU sammen medflere af  fagbevægelsens ungdomsorganisationer en borgerlig politiker ind til på humoristisk vis at 'grille' venstrefløjen. Men i år blev talen ikke til noget.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne nemlig ikke garantere for Morten Messerschmidts sikkerhed i det telt, hvor talen skulle holdes.

Det oplyser Dansk Folkepartis sekretariat til B.T.

Selv om Messerschmidts tale blev aflyst, fremgik den stadig af DSU's program.

DSU's forbundssekretær, Signe Kaulberg Jespersen, var til stede i det telt, hvor Morten Messerschmidt skulle have holdt sin tale.

»Da klokken nærmede sig 17, og Messerschmidt skulle gå på, kom der en masse mennesker ind i vores telt. Nogle lignede helt normale unge mennesker, men der var også en gruppe af folk i helt sort tøj, der havde megafoner med. Nogle af dem var maskerede,« fortæller hun til B.T. og tilføjer:

»Jeg prøvede at tale med dem, men de ville ikke svare på mine spørgsmål. Derfor fandt jeg heller aldrig ud af, hvem de var, men mit bedste bud er, at de var autonome fra Antifascistisk Aktion eller lignende.«

»De var i hvert fald til Hummelgaards tale tidligere på dagen. Det var meget utrygt og ubehageligt. Og da vi antog, at det var de autonome, der udgjorde truslen mod Messerschmidt, tænkte vi hele tiden på, om de også kunne finde på at gøre noget ved os.«

Se optrinnet i videoen her:

PET udtaler sig af sikkerhedshensyn ikke om, hvordan tjenesten varetager konkrete sikkerhedsopgaver.

Men både Dansk Folkeparti og DSU vurderer, at de mange autonome demonstranter, der var mødt op for at forstyrre Messerschmidts tale, var årsag til, at PET frarådede at holde talen.

Selv fortæller Morten Messerschmidt, at han ærgrer sig over, at talen måtte aflyses. 

»Det siger vel mest om venstrefløjens sympatisører. Jeg var inviteret af DSU til at holde en 'revselsestale'. Det gjorde jeg også for to år siden i deres lokaler inde i København. Det var en god oplevelse, så jeg havde glædet mig,« skriver Messerschmidt til B.T. i en sms og tilføjer, at kampdagen dog ikke blev spildt af den grund:

»Men så nød jeg en flaske hvidvin med Dot (Morten Messerschmidts samlever, Dot Wessmann, red.) i solen i stedet for.«

Da arrangørerne fik meldingen om, at Morten Messerschmidt ikke ville dukke op, gik en af dem på scenen.

»Da der kom besked om, at PET ikke ville lade Messerschmidt tale af hensyn til hans sikkerhed, gik en af arrangørerne op på scenen for at fortælle, at talen var aflyst. Det blev mødt med jubel fra de autonome, der sikkert syntes, at de havde vundet. Derefter var vi flere, som bad dem om at gå ud af vores telt. Nogle af dem gik, og resten forduftede så, da politiet mødte ret talstærkt op for at få styr på situationen,« fortæller Signe Kaulberg Jespersen til B.T.

I den tumult, der opstod i teltet, blev Signe Kaulberg Jespersen råbt ad og fik også hældt øl udover sig. Flere andre unge socialdemokrater blev også råbt ad, fortæller DSU-forbundssekretæren.

Morten Messerschmidts tale skulle have været afholdt i ungdomsteltet i Fælledparken, hvor DSU sammen med Metal Ungdom, HK Ungdom Hovedstaden og FH Ungdom Hovedstaden i løbet af 1. maj havde inviteret forskellige talere forbi.