En lang række kendte danskere forsøger nu at råbe selskabet bag Facebook, Meta, op med en ny kampagne.

De er i flere år blevet misbrugt i falske annoncer på Facebook, og da de kendte mener, at de ikke kan komme i kontakt med selskabet på hverken telefon eller mail, har de nu lavet en video.

»Så nu må vi gøre det på den her måde,« lyder det i videoen, der er lavet i fællesskab af DR og TV 2, og hvor følgende 15 kendte ansigter stiller op:

Sarah Grünewald, Johannes Langkilde, Ulla Essendrop, Mette Bluhme Rieck, Steen Langeberg, Divya Das, Peter Mygind, Mikkel Beha, Ditte Haun, Lise Rønne, Louise Wolff, Anders Lund Madsen, Ida Wohlert, Kim Bildsøe og Kåre Quist.

»Vi vil ikke lægge ansigt til mere fake news. Det er jeres platform, og det er jeres ansvar,« lyder det til sidst i videoen:

Se videoen her:

Mediebranchen har i flere år været plaget af falske annoncer på Facebook, der til forveksling ligner artikler fra rigtige medier.

Lader man sig lokke ind på annoncerne, kommer man ikke ind på en artikel, men på en hjemmeside, hvor man opfordres til at investere sine penge, hvilket man i længere tid har forsøgt at sætte en stopper for.

I april gik nyhedsdirektør hos TV 2, Ulla Pors, nyhedsdirektør hos DR, Sandy French, og ansvarshavende chefredaktør på B.T., Simon Richard Nielsen eksempelvis sammen i et åbent brev til Meta.

Her kritiserede de virksomheden for at lade såkaldte deepfakes, hvor AI bruges til at lave falske videoer, florere på Metas sociale medieplatforme.