Nico Rosberg, der ligger nummer et i den samlede VM-stilling, svarer nu igen på konkurrenten og holdkammeraten Lewis Hamiltons anklager.

Efter søndagens grandprix på Spa-banen i Belgien, hvor Rosbergs nærgående kørsel var skyld i, at Hamiltons Mercedes punkterede, anklagede Hamilton rivalen for at havde gjort det med vilje.

Rosberg melder nu ud på sin videoblog, at han ikke er enig i denne udlægning.

- Jeg har fået at vide, hvad Lewis sagde til pressen, og hvordan han ser på situationen. Det eneste, jeg kan sige, er, at min opfattelse af situationen er meget anderledes, lyder hans svar på anklagen fra hans holdkammerat hos Mercedes.

- Det er bedst, at jeg ikke siger for meget om, hvad jeg mener og den slags. Jeg håber, at I vil respektere det. Jeg foretrækker bare at holde det internt, fortsætter han.

Resultatet af søndagens løb betyder, at Rosberg nu har et forspring på 29 point ned til Hamilton, som efter løbet udtalte sig særdeles kritisk om sin medkører.

- Vi har lige haft møde om det, og han (Rosberg red.) indrømmer dybest set, at han gjorde det med vilje, sagde en oprørt eks-verdensmester.

Det er denne bredside, som Rosberg nu svarer tilbage på.

- Nu må vi se fremad. Der skal være en diskussion mere, for vi skal se, om vi skal ændre vores tilgang i fremtiden, siger Rosberg videre på sin blog.

Fra officiel side har det ikke fået konsekvenser for Nico Rosberg, da race stewards i det belgiske GP ikke vil sanktionere forseelser mellem team-kollegaer.