Det er 'en joke', at prisvagthunden Forum for Forbrugerpriser nu skal blive liggende under slumretæppet i sin kurv, indtil det bliver efterår.

Sådan lyder det fra SF, efter erhvervsminister Morten Bødskov (S) tirsdag meldte ud, at han har besluttet, at Forum for Forbrugerpriser fortsætter, men tidligst genoptager arbejdet, når Folketinget genåbner i oktober.

Prisvagthunden kan altså sove videre i mere end et halvt år.

»Vi er glade for, at vagthunden ikke er blevet smidt helt ud, men at den skal blive i kurven så længe, er helt uforståeligt. Du kan ikke samle to mennesker i Danmark med forstand på prisudviklingen, der ikke vil sige, at der er grundlag for at granske priserne,« siger skatteordfører Sigurd Agersnap (SF).

Han tilføjer, at det er besynderligt, at priserne ude i supermarkederne ikke er faldet, da priserne på råvarer som korn samt el og gas er faldet markant.

»Man skal altså have kigget på det her grundigt nu; ikke til oktober. Det er alt for sent,« siger Sigurd Agersnap.

Det var Morten Bødskovs forgænger på posten, Simon Kollerup (S), der i august sidste år nedsatte Forum for Forbrugerpriser. Han satte i den forbindelse Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at undersøge de høje priser på blandt andet smør og gas.

For var der nogen, der under dække af den galopperende inflation gav priserne et ekstra, ublu nøk op ad?

Priserne på råvarer som korn, el og gas er faldet markant, men priserne i supermarkedet fortsætter med at stige.
Priserne på råvarer som korn, el og gas er faldet markant, men priserne i supermarkedet fortsætter med at stige. Foto: Signe Goldmann
Vis mere

I begyndelsen af denne måned kom resultatet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pristjek.

Konklusionen var, at »de generelle prisstigninger i Danmark er på niveau med sammenlignelige lande«.

Men blækket på undersøgelsen var knap tørt, før den blev mødt med kritik for at være for overfladisk.

Både Forbrugerrådet Tænk og Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, påpegede i Berlingske, at styrelsens pristjek skulle have gravet dybere – helt ned på kontraktniveau – for at finde frem til, om der er led i kæden fra producent til køledisk, der har taget ublu overpriser.

»Vi er glade for, at forummet fortsætter, men der er behov for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skærper blikket og får kigget på alle led i kæden på kontraktniveau. Det er ikke nok bare at bruge offentlige data. Man er nødt til at gå lidt mere til biddet og se, hvordan kontrakterne mellem producenter, leverandører og detailhandlen er skruet sammen,« siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, til B.T.

Den vurdering er Simon Agersnap enig i.

Han vil derfor rejse sagen over for erhvervsminister Morten Bødskov.

I første omgang ved at stille spørgsmål til ministeren i Folketingets spørgetid, og hvis det ikke giver fyldestgørende svar, vil SF kalde Morten Bødskov i samråd, lyder det fra Simon Agersnap:

»Det er altså nu, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal steppe op. Derfor vil vi spørge ministeren, om han mener, at myndighederne mangler redskaber til at lave en tilbundsgående undersøgelse. Og hvis det ikke er tilfældet, hvorfor redskaberne så ikke bliver brugt?«

Erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Erhvervsminister Morten Bødskov (S). Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

B.T. har spurgt Erhvervsministeriet, hvorfor Forum for Forbrugerpriser først træder sammen igen til oktober.

Ministeriet henviser til en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at det er en beslutning, som erhvervsminister Morten Bødskov har truffet, fordi forummets 'format' skal ændres. Hvad det helt konkret betyder, fremgår imidlertid ikke af pressemeddelelsen.

Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler i pressemeddelelsen:

»Inflationen ser ud til at have toppet, og afsættet for prisforummet er derfor nu anderledes. Men der er stadig borgere og virksomheder, som mærker konsekvenserne af den høje inflation. Derfor er der brug for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortsat holder et vågent øje med prisudviklingen. Resultatet af det arbejde vil blive diskuteret med Forum for Forbrugerpriser.«