»Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg skal aldrig til Qatar igen.«

Sådan lyder det fra DR-værten Tina Müller, da hun bliver spurgt ind til, hvordan hun oplevede Qatar, da hun var i ørkenstaten for at dække VM i håndbold i 2015.

Det fortæller hun om i 'Fredagsmissionen' på Radio4.

Den populære sportsvært bliver nemlig spurgt ind til emnet, fordi der fra 20. november skal afholdes VM i fodbold i netop Qatar.

»Jamen, det er jo et historieløst land, som absolut ingenting har at byde på, og det er sindssygt hårdt land at være i som kvinde,« siger Tina Müller i programmet og fortsætter:

»Jeg kan huske, at jeg stod i hallen og havde akkreditering på, og gik man over til vagterne, der stod i hallen, og spurgte om vej eller et eller andet, så kiggede de bare ligeud,« fortæller hun og forklarer, at det kun var tilfældet, fordi hun var kvinde.

Hun fortæller også, hvordan man ikke kunne fylde håndboldhallen under slutrunden, så man fyldte bare 'slaver' ind i hallen.

»Så kom der bare busser med folk i kedeldragter og så blev de bare placeret øverst oppe. Nu kalder jeg dem slaver, men var dem, der arbejder der og bygger. De så helt døde ud.«

Tina Müller gjorde det herefter meget klart, at hun ikke har lyst til at komme tilbage til landet. Hun ville også takke nej til at dække et VM i fodbold på den baggrund.

Det bliver dog ikke tilfældet lige meget hvad for Tina Müller, der i øjeblikket er højgravid og venter sit første barn i denne måned.