AS Roma vandt 2-1 hjemme over AC Milan og avancerede med en samlet 3-1-sejr til Europa Leagues semifinale.

Atalanta var ikke det eneste italienske hold, som torsdag aften gik komfortabelt videre til Europa League-semifinalerne.

Mens Atalanta vandt samlet med 3-1 over Liverpool, så gik AS Roma videre med de samme cifre mod AC Milan.

AS Roma vandt torsdag det rent italienske opgør mod AC Milan 2-1. Romerne havde vundet det første opgør på San Siro 1-0.

Gianluca Mancini og Paulo Dybala scorede for romerne efter 12 og 22 minutter, inden Zeki Celik så rødt og gjorde det til en forsvarskamp i den sidste time.

Milan, der bænkede Simon Kjær i hele kampen, formåede dog ikke for alvor at udnytte overtallet. Det blev blot til en enkelt sen reducering af Milan-stopperen Matteo Gabbia, og det var langt fra nok.

I semifinalen skal Roma nu møde Bayer Leverkusen, der også gik videre torsdag aften.

Leverkusen var godt nok i problemer og bagud længe i London, men tyskerne udlignede sent til slutresultatet 1-1 mod West Ham.

Leverkusen havde vundet det første opgør med 2-0, så her blev det også til en samlet 3-1-sejr.

Det var kamp nummer 44 uden nederlag for Leverkusen, der ikke har tabt en eneste kamp i denne sæson. Det er blevet til 39 sejre og nu fem uafgjorte kampe.

/ritzau/