DBU reagerer nu på Arbejdernes Landsbanks ønske om at afbryde samarbejdet.

»Vi kan forstå, at ønsket skyldes kviklånsloven, og at banken ikke har været på træningstøjet siden sidste sommer, men den udfordring er løst, fordi der er en lovændring på vej,« siiger kommunikationschef Jakob Høyer til Ritzau.

»Det har Arbejdernes Landsbank også tidligere kvitteret for i pressen, og derfor er vi uforstående over for meldingen.«

Torsdag skrev Weekendavisen, at banken ønskede at trække sig som sponsor, og fredag bekræftede Arbejdernes Landsbank, at det er tilfældet.

»Det handler om kviklånsloven og ikke om Qatar. Vi har ikke fået det ud af sponsoratet, vi havde håbet på, fordi vi ikke må stå på trøjerne sammen med Oddset. Derfor trækker vi os nu,« sagde direktør Gert Jonassen i den forbindelse til DR Nyheder.

Slutrunden i Qatar har fået ekstrem opmærksomhed på grund af de dårlige arbejdsvilkår for migrantarbejdere. Men ifølge banken er det altså ikke det, der har været hovedet på sømmet i forhold til ønsket.

Det skyldes i stedet en lovgivning, der er på vej til at blive ændret. En lovgivning, hvori det lyder, at reklamer for forbrugslån ikke må stå side om side med betting-reklamer.

DBU har som bekendt både Oddset fra Danske Spil og Arbejdernes Landsbank som hovedsponsorer. Den omtalte kviklånslov blev ændret i januar, men ændringen er endnu ikke trådt i kraft.

Ændringen betyder, at banken og Oddset begge gerne må være på landsholdets træningstøj. Regeringens oplæg er, at ændringen skal træde i kraft inden sommerferien, men sagen skal dog lige behandles i Folketinget.

»Nu vil vi tale med dem. Hvis de ikke ønsker at fortsætte, må vi forhandle om en mulig opsigelse af kontrakten,« siger Jakob Høyer.

Opdateres...