»Måske er det her et crush lige nu. Men jeg siger bare, at jeg har været sammen med min kone, siden jeg var 20 år gammel. Det startede som en stormfuld forelskelse,« siger landets – måske – mest populære mand.
Du undrer dig sandsynligvis over, hvorfor Kasper Hjulmands ægteskab fortjener at blive hevet helt op i toppen af et interview om et vanvittigt, intenst, fantastisk og tumultarisk landsholdsår.
Men det får du svaret på her.
»Efter den stormfulde forelskelse kommer der jo stadig en masse kærlighed, og den er der fortsat i dag. Det kan aldrig nogensinde være et crush hele tiden. Jeg mener godt, man kan opleve grundlæggende kærlighed i lang tid – også mellem landsholdet og befolkningen med op- og nedture sammen.«
Kasper Hjulmand har stået i spidsen for det danske landshold i knap halvandet år. Indtil videre er kærligheden til ham og landsholdet eksploderet. Den har virket ubetinget, som en stor kærlighedssky, der kun har vokset sig større og større.
B.T. har mødt landstræneren til 52 minutters snak om landsholdet anno 2021. Et år, der vil stå tilbage som et af de mest vanvittige, vildeste og mest følelsesladne i meget, meget lang tid.
Det endte med en snak om kærlighed, men også om mening. Om fortrydelser. Om enorm succes, om livsomvæltende oplevelser og Eriksen-tragedien.
Kasper Hjulmand er på nippet til at runde 500 dage som landstræner. Men han har efter eget udsagn endnu til gode at opleve en normal hverdag som træner for det danske landshold.
I stedet har hans tid budt på coronaprægede tilstande, en historisk god VM-kvalifikation, en sensationel EM-slutrunde og det uhyggelige mareridt, hvor Christian Eriksen faldt om i Parken 12. juni i år.
Netop den kamp er dér, vi starter. Ved Kasper Hjulmands største fortrydelse i 2021.
»Jeg tror, ikke, at jeg kunne have fået lov, når jeg ser tilbage på det. Men jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg havde sagt ‘Fuck jer allesammen, ud i bussen, nu kører vi hjem. Så må vi tage skraldet’. Jeg syntes ikke, at det var rigtigt, at vi skulle ind at spille igen. Og det synes jeg stadigvæk ikke, det var.«
Christian Eriksen kollapsede efter 43 minutter i kampen mod Finland. På trods af det enorme chok og de mange tårer spillede Danmark kampen færdig.
0-1-nederlaget blev helt underordnet, og hele anden halvleg, hvor landsholdet spillede i en tilstand af chok, er gået i glemmebogen hos Kasper Hjulmand.
»Normalt kan jeg huske stort set alle detaljer i en fodboldkamp. Også når jeg kigger tilbage på hvad som helst i forhold til Belgien-kampen for eksempel. Jeg kan huske alt. Jeg kan slet ikke huske den dér anden halvleg. Det er fuldstændig ligegyldigt, og der er ingen, der kan huske noget som helst.«
Selvom sneen ligger tykt ud over udsigten fra kontoret hos DBU i Brøndby, hvor Kasper Hjulmand sidder og besvarer spørgsmål, virker dagen ikke så fjern.
I hvert fald langtfra fjern nok til, at man har glemt det hele.
Alligevel er den dag, der sendte Danmark i sorg, enormt kontrastfyldt. Både i forhold til EM-spændingen, der blev forløst, da Danmark endelig trådte på banen og tog hul på en historisk slutrunde på hjemmebane.
Men også i forhold til den enorme kontrast fra Christian Eriksens kollaps – hvor de fleste formentlig husker præcis, hvad de lavede, og hvordan de reagerede, til den hamrende ligegyldige anden halvleg mod Finland, der er glemt.
»De sekunder eller timer, hvor man er i tvivl om udfaldet,« siger Kasper Hjulmand.
»Det er det mest forfærdelige, man kan forestille sig. Man ved ikke, om man mister en kær. Det fås ikke værre, det må være det værste tidspunkt, jeg kan slå ned på i det år, der er gået.«
Landstræneren forklarer, hvordan episoden satte gang i et miskmask af følelser hos ham selv, efter han eksempelvis har mistet sin onkel på en fodboldbane. Men også hos mange af spillerne.
Netop det ord, 'følelser', har været altdefinerende for landsholdets år.
For intense følelser har fulgt Danmark i 2021, hvor hele Danmarks befolkning til tider har virket i sync.
»Kan du finde noget tidspunkt, hvor der er flere, der er kede af det og græder end den time, hvor det med Christian skete? Der var jo stille i Danmark i en time. Det siger lidt om, hvilken kraft fodbold og landsholdet har.«
Heldigvis blev det en lykkelig slutning.
Som bekendt overlevede Christian Eriksen, og landstræneren husker tydeligt, da han kunne ånde lettet op og føle sig sikker på, at den var god nok.
Den danske stjerne var okay.
»Jeg tog ind til Rigshospitalet for at give ham en krammer, nogle dage efter at det skete. Hans mor, far, søster og kæreste Sabrina var der,« husker Kasper Hjulmand.
»Han sad der ved et vindue, og jeg kan huske, at han nærmest kunne røre Parken fra sit værelse. Det var helt surrealistisk, og jeg tror, at det var dér, jeg fik fat i ham igen.«
Derfra har landsholdsåret heldigvis været mere lykke end sorg.
En vanvittig EM-slutrunde kulminerede – i hvert fald følelsesmæssigt – da det danske landshold med kniven for struben spillede sig videre fra gruppespillet med en 4-1-sejr mod Rusland, der sendte landet i ekstase.
Alt blev vendt på hovedet.
»Det er jo klart, at der er noget eufori og lettelse, da 'AC' banker den dér kasse ind mod Rusland, hvor han bare smadrer den ind, og vi kommer på 3-1. Det er forløsningens øjeblik, synes jeg,« siger Kasper Hjulmand.
Landstræneren nævner også et helt særligt øjeblik, hvor han sad med målmandstræner Lars Høgh tidligt om morgenen, dagen efter den vilde sejr.
»Jeg tror, at klokken er seks om morgenen. Vi har lige været nede at dyppe vores kroppe og siddet og snakket om livet, mens vi kigger ud over Øresund, hvor solen står op ved siden af Kronborg. Det var et stort og magisk øjeblik for mig,« siger Kasper Hjulmand.
»Der er så mange nedslag, men vi talte blandt andet om det sekund af begejstring, da 'AC' banker kassen ind. Kan du finde én ting, hvor flere danskere er begejstret? Kan du finde noget som helst andet moment, hvor der er så mange, der hopper, danser, krammer, skriger og er glade? Kan du finde noget i livet, hvor der er så mange, der i samme sekund er glade? Jeg kan ikke finde noget. Det er 100.000er af mennesker, måske millioner af mennesker, der lige i det sekund er pisseglade. Det er jo specielt, synes jeg.«
På en helt usandsynlig måde har landsholdet ramt noget unikt, og hvis nogen kunne have givet ingredienserne på forhånd, havde vedkommende kunnet springe spåkone- eller mand-uddannelsen over og erhverve sig titlen med det samme.
Flot spil i marts med vanvittigt mange mål. EM – det måske største sportsevent på dansk jord nogensinde. Bagsiden af en coronakrise, hvor folk hungrede efter at komme ud.
Danmarks største stjerne, der falder om under den første kamp overhovedet en tidlig sommerdag, helt ud af det blå. Et avancement efter to nederlag og en sejr, der kulminerer i en EM-semifinale med et nederlag til England på Wembley.
Med andre ord: Et vanvittigt scenario, som selv den dygtigste manuskriptforfatter havde haft svært ved at se ske.
»Jeg tror ikke, at jeg havde forestillet mig, at det ville gå så hurtigt.«
»Ser jeg tilbage for et år siden, var vi midt i coronatilstandene, der var ingen mennesker på stadion og dødt overalt. Vi savnede fans og tilskuere, og nu står vi her, hvor vi mærker en total symbiose.«
»Vi vil gerne være relevante for befolkningen. Skabe begejstring og sammenhold. Det er noget, vi har drømt om,« siger Kasper Hjulmand og forklarer, at en del af det har været DBUs åbne og ærlige kommunikation.
Der er ingen tvivl om, at den genfundne kærlighed til landsholdet har påvirket tusinder af mennesker i Danmark. Det næste spørgsmål er så, hvordan det har været at navigere i som landstræner.
Et så vildt år med ustyrlige følelser – i en stilling, der er enormt eksponeret –må unægteligt være med til at forme ens identitet.
Ifølge Kasper Hjulmand har det ikke ændret ham. Han ved, hvor små marginaler det hele er blevet skabt af.
Men det har gjort noget andet ved ham.
»Jeg har fået mere energi af...,« siger landstræneren uden helt at vide, hvordan han skal fuldføre sin sætning.
Han tager en pause og fortsætter.
»Jeg har haft perioder, hvor jeg har gået og tænkt over, om jeg hørte til. Tænkt over det, jeg tror på. Ikke fodboldmæssigt, men jeg har haft en søgen efter, hvorfor gør jeg det her,« siger han og fortæller, at jagten på trofæer og titler selvfølgelig er en del af det.
I dag har han bare fundet en dybere mening.
»Jeg er stort konkurrencemenneske, og det er en kæmpe drivkraft for mig at vinde. Det betyder noget, men det er ikke nok. Det, at det betyder noget for andre, og at man samtidig kan hjælpe andre. Det giver mening for mig i forhold til at bruge al den tid på fodbold, som jeg nu gør, og alle de tanker, jeg har omkring fodbold. Det har givet mening i forhold til at blive ved.«
»Det har styrket min tro på, at jeg godt kan være i denne her verden lidt endnu, fordi der rent faktisk er en mening med det.«
At være landstræner er et job, der giver mening. Der kan give noget at tro på.
Omvendt er det også et job med et enormt pres. Massiv opmærksomhed.
Det har flere måttet sande inden Kasper Hjulmand, der ulig sine forgængere Morten Olsen og Åge Hareide har besluttet sig for at bo fast i Danmark. Selvom opmærksomheden gør det »hårdt«.
»Jeg har valgt at sige – kraftedeme, jeg bor dér, hvor jeg gør. Jeg er den, jeg er. Men jeg er blevet lidt mere privat, fordi der er kommet meget mere opmærksomhed,« siger den 49-årige træner.
Han nævner for eksempel, at han hellere spiser hjemme, hvis han mødes med nogle venner.
Eller at han skal tage særlige forholdsregler, hvis han vil ud med datteren Liva, som stadig bor hjemme.
»Hvis jeg går i biografen med min datter og egentlig bare har lyst til at være sammen med min datter, fordi jeg ikke har set hende, så bliver det hurtigt noget, der ender med, at jeg skal have taget billeder,« siger Kasper Hjulmand, da han skal sætte ord på noget af den virkelighed, landstrænerjobbet har ændret på.
»Det er jo i bedste mening, og folk er skide søde, men det gør jo, at hvis jeg skal være 100 procent sammen med min datter, så skal jeg vælge nogle steder, hvor det kan lade sig gøre.«
På halvandet år har Kasper Hjulmand flyttet det danske landshold fra et sted til et helt andet. Det er også sket i lyset af, at man kørte (næsten) alt og alle over i den historiske VM-kvalifikation, hvor Danmark allerede var kvalificeret med to kampe tilbage.
Om et år skal Danmark spille VM i Qatar, og det virker fuldstændig umuligt at spå om, hvordan virkeligheden ser ud til den tid.
Men Kasper Hjulmand er bevidst om én ting. Den lyserøde kærlighedssky, der lige nu svæver over landsholdet, kommer ikke til at være der for evigt.
»Der kommer tider, hvor det går skidt, forhåbentlig bare ikke, mens jeg er landstræner. Selvfølgelig kommer vi til at tabe kampe. Men for satan, hver evig eneste gang, vi spiller, der skal vi vise, hvem vi er. Der skal kæmpes, der skal fightes. Der skal spilles til, hver gang,« fortæller Kasper Hjulmand.
»Men jeg tror på, at symbiosen kan fortsætte længe. Jeg tror på, at man kan styrke hinanden. Også i modgang og hårde tider. Det er dér, det er vigtigst.«
