Beskyldninger om racisme fyger stadig mod den danske træner Henrik Pedersen, der er kommet i et vildt stormvejr i den norske klub Strømsgodset.

Selvom den danske cheftræner foreløbig er fredet af ledelsen i klubben, så dukker der stadig nye beskyldninger op.

Således skriver avisen VG nu, at Henrik Pedersen også bliver beskyldt for at have omtalt en kvindelig journalist nedsættende i forbindelse med en træningslejr i Spanien sidste år.

Her interviewede den kvindelige journalist ifølge VGs kilder i Strømsgodset flere af klubbens mørke spillere.

Det skulle ifølge beskyldninger have fået Henrik Pedersen til at konstatere over for flere i klubben, 'at det sandsynligvis var, fordi hun (journalisten, red.) ønskede sig nogle negerkroppe'.

Det understreges dog, at Henrik Pedersen ikke skulle have sagt ordene foran journalisten selv. Der sættes i øvrigt hverken navn på journalisten eller det medie, hun arbejder for, i artiklen.

Episoden er en del af de i forvejen mange beskyldninger, som er blevet indberettet om Henrik Pedersen til både Strømsgodset og den norske Spillerforening NISO.

VG har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Pedersen til sagen om journalisten. Men det er ikke lykkedes.

B.T. har også de seneste dage forsøgt at komme i kontakt med træneren uden held.

Til avisen siger Strømsgodsets bestyrelsesformand, Ivar Strømsjordet, at beskyldningerne i forbindelse med den kvindelige journalist ikke er nye for ham.

Ivar Strømsjordet kalder episoden og trænerens mulige udsagn for 'klodset'.

»Det, jeg kan sige, er, at episoden i Marbella er et af de punkter, som vi er underrettet om. Det er en situation dernede i forbindelse med et interview, hvor Henrik Pedersen sandsynligvis har været lidt klodset i sine kommentarer. Udtrykket 'negerkroppe', hvis det er blevet sagt, er ikke godt. Så det har vi ønsket at få undersøgt,« siger Strømsjordet til VG.

Han siger desuden, at Henrik Pedersen personligt tager afstand fra udtrykket, og at klubben ikke har kunnet få bekræftet internt, at træneren skulle have sagt det, han er beskyldt for.

VG har været i kontakt med den kvindelige journalist, som henviser til sin redaktionschef. Denne fordømmer episoden, men der sættes som sagt ikke navn på vedkommende eller mediet.

Henrik Pedersen har, siden racimesagen tog fart, udtalt sig en enkelt gang via en pressemeddelelse fra Strømsgodset, hvor han afviser, at han skulle have opført sig racistisk.

»Jeg har personligt ikke været i tvivl om, at anklagerne var grundløse, og jeg ville få renset mit navn.«

»Men det været nogle meget belastende dage, hvor jeg på grund af klubbens interne undersøgelser har valgt ikke at kommentere sagen offentligt, fordi jeg ikke ville forstyrre den vigtige proces,« lød det fra Henrik Pedersen.

Læs mere om sagen herunder.