'Nogle meget belastende dage'.

Den danske toptræner Henrik Pedersen kan se tilbage på nogle intense døgn.

Han har nemlig været hovedperson i en voldsom sag i norsk fodbold, hvor den danske Strømsgodset-boss fra flere sider er blevet anklaget for at have ytret racistiske bemærkninger og udøvet grænseoverskridende adfærd. Flere norske medier skrev, at en fyring var i spil.

Henrik Pedersens skæbne afhang af en intern undersøgelse i den norske Eliteserien-klub. Og den lå klar mandag aften.

Henrik Pedersen
Henrik Pedersen Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

I en pressemeddelelse skrev klubledelsen, at man har fortsat fuld tillid til danskeren – og at man ikke kan genkende anklagerne, der er rettet mod ham.

Henrik Pedersen, der har forholdt sig tavs under hele sagen, udtrykker i en mail til VG lettelse over konklusionen.

»Jeg har personligt ikke været i tvivl om, at anklagerne var grundløse, og jeg ville få renset mit navn.

»Men det været nogle meget belastende dage, hvor jeg på grund af klubbens interne undersøgelser har valgt ikke at kommentere sagen offentligt, fordi jeg ikke ville forstyrre den vigtige proces.«

Den 43-årige dansker udtaler, at sagen har været krævende for ham og familien, og at han ikke vil kommentere den yderligere.

Henrik Pedersen har været i en lang række klubber før Strømsgodset – blandt andet har han haft flere roller i storklubben Red Bull Salzburg, været cheftræner i HB Køge og assistent i tyske Union Berlin.