Den belgiske storklub Club Brugge venter som modstander for AGF i kvalifikationen til Conference League

De danske bronzevindere fra AGF fik en skrækkelig lodtrækning i holdets første opgave i Europa.

AGF skal nemlig møde belgiske Club Brugge i anden kvalifikationsrunde til Conference League.

Aarhusianerne skal spille den første kamp i Belgien 27. juli, og der er returkamp i Danmark ugen efter.

Senest har AGF ikke ligefrem imponeret i Europa. Tre gange har aarhusianerne været på eventyr i de seneste 20 år.

I 2012 agerede georgiske Dila Gori stopklods. I 2020 blev finske Honka elimineret, inden slovenske NK Mura stoppede AGF. Og i 2021 tabte AGF 2-3 samlet til de nordirske semiproffer fra Larne FC.

Bedre lodtrækningsheld havde FC Midtjylland, som i modsætning til AGF var seedet.

FCM skal møde vinderen af opgøret mellem Progres Niederkorn fra Luxembourg og Gjilani fra Kosovo på samme stadie af turneringen.

I det dobbeltopgør indleder FCM på hjemmebanen i Herning. I den forgangne sæson endte FCM på syvendepladsen i Superligaen.

Både AGF og FCM skal vinde over tre modstandere for at komme i gruppespillet i Conference League.

Hos FCM er ambitionen klar. Holdet skal i gruppespillet.

- Vi har en naturlig og sund respekt for alle hold, vi møder i Europa. Når det er sagt, ser vi os selv som fast deltager i de europæiske gruppespil, siger sportschef Svend Graversen til fcm.dk.

Conference League er den nyeste af de europæiske klubturneringer og har været afviklet to gange tidligere.

Conference League er samtidig den mindste af de tre europæiske klubturneringer. Størst er Champions League, mens Europa League er på det midterste niveau i den sammenhæng.

I den forgangne sæson vandt West Ham Conference League efter en finalesejr over Fiorentina. Året før vandt AS Roma turneringen.

/ritzau/