Afbuddene er væltet ind, før FC København brager ind i verdens bedste klubhold Manchester City onsdag.

Stjerner som Rasmus Falks, Viktor Claessons og Diogo Goncalves' fravær blev klart tirsdag, da de ikke var med flyet mod Manchester, mens Lukas Lerager, Theo Sander og Davit Khocholavas afbud ikke var overraskende efter længere tids fravær.

Men skulle man tro, at FCK-træner Jacob Neestrup tager 'let' på opgaven og ryster posen med de spillere, der er til rådighed, fordi FCK allerede er nede 1-3 og er totalt undertippet mod de forsvarende Champions League-mestre, så må man tro om igen.

Også selv om man halter i Superligaen, som udtalt er FCKs store mål i foråret.

»Der er ikke nogen, der bliver skånet (af dem, FCK har med, red.).«

»Vi kommer ikke herover og lægger os ned, og så er jeg jo også nødt til at sige: Vi spillede i fredags, i morgen er det onsdag og så spiller vi søndag mod Lyngby. Jeg kan ikke se problemet.«

Jacob Neestrup og William Clem svarede på spørgsmål i 22 minutter tirsdag på et pressemøde i Manchester.
Jacob Neestrup og William Clem svarede på spørgsmål i 22 minutter tirsdag på et pressemøde i Manchester. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kan være hårdt over fem-seks måneder, men ikke når vi gør det over en uges tid,« lød det skarpt fra FCK-cheftræneren.

Han har dog trods alt prioriteret lidt mellem sine spillere.

For Falk og Diogo Goncalves ventes klar til kamp søndag, men ville være i risiko for at sidde ude mod Lyngby, hvis de kom i kamp onsdag.

»Falk fik et tryk på knæet for lang tid siden, som har voldt ham nogle problemer. Så hvis han spillede mod City, var der en overvejende risiko for, at han ikke kan spille på søndag.«

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Diogo har haft problemer med anklen, men begge forventes at kunne deltage på søndag, hvis træneren mener, at de kan,« sagde Neestrup, der håber, at andre spillere i stedet kan 'vokse og byde sig til'.

Og det decimerede FCK-hold får altså munden fuld.

»Det er jo en svær opgave, og det nemmeste havde været at pege på, vi var bagud. Men der er ikke noget alibi for ikke at levere den gode præstation i morgen. Det skal bære os så langt som muligt, og så må vi se, hvor vi ender undervejs.«

»Det har vi prøvet på godt og ondt. Fodbold er et spil, hvor man kan være spillet ned i 35 minutter, og så kan én situation ændre det, som vi så mod City på hjemmebane. Men bjerget, vi skal op ad, er selvfølgelig højt,« siger Neestrup, som på pressemødet blev spurgt ind til, om City-kampen var et forstyrrende element i et forår, hvor FCK kæmper for guld.

»Nej, overhovedet ikke. Det er en kæmpe kamp for FC København og dansk fodbold. Så nej, jeg ville ikke hellere være hjemme og træne end at spille en ottendedelsfinale i Champions League mod det bedste hold i verden,« sagde han lettere sarkastisk og pegede på, at FCK kan drage fordel af mindre end at begå sensationen og nå et samlet avancement.

Eksempelvis i kampen om de koefficientpoint, som europæiske turneringer rangeres efter.

»Der kan være kæmpe forskel for os og for dansk fodbold, om vi får et kryds eller et nederlag. Det skal jagtes, selv om det godt kan være, vi ikke lykkes med det. Vi kommer ikke til at kaste håndklædet i ringen. Vi har alt at spille for, det ved spillerne godt.«

FC København går på banen nede 1-3 efter det første opgør mod Manchester City i Parken. Det sker onsdag klokken 21.00 dansk tid.

Du kan følge hele opgøret og læse meget mere om kampen her på B.T.