Matas har tilbagebetalt millioner til staten, fordi materialistkæden ikke har brug for pengene.
Sådan lød det onsdag, da Matas kunne præsentere et overskud på 206 millioner kroner. Men Matas har ikke fortalt, at kæden har bedt leverandører om en ekstrabetaling på to procent som følge af ‘nogle særdeles svære måneder’.
I en mail til Matas’ partnere fremgår det, at leverandørerne bedes betale et ekstraordinært gebyr på to procent af bruttovarekøbet. Det gebyr vil gælde til og med september.
Topchef Gregers Wedell-Wedellsborg har meldt ud, at Matas siden starten af april og frem til midten af maj har ‘haft rekordhøjt salg’, efter at den tre uger lange nedlukning i marts dog kostede Matas omkring 50 millioner kroner i tabt salg samt knap 20 millioner kroner i tabt indtjening.
De gode takter betyder, at Matas betaler alle 13 millioner kroner modtaget fra staten i lønkompensation tilbage.
Men hvorfor så bede om flere penge fra leverandørerne?
Den korte version af det svar er, at det er i leverandørernes egen interesse. For pengene går til en saltvandsindsprøjtning i form af en fond, der skal fremme salget af deres varer.
Sådan lyder det fra Matas' kommunikationschef, Klaus Fridorf, der fortæller, at det er ‘fuldstændig frivilligt’ for de omkring 300 leverandører, om de vil betale ekstra.
»Det her handler om markedsføring. Vi har lavet alle mulige initiativer, der skal stimulere handlen. Hele branchen har haft hovedet under vand, da krisen ramte, og vores butikker lå øde hen.«
Kommunikationschefen fortæller, at Matas siden begyndelsen af april har været i kontakt med leverandørerne i forhold til ekstrabetalingen.
»Leverandører betaler altid for markedsføring. De er hjertens velkomne til at takke nej til at give to procent ekstra. Det må den enkelte leverandør afgøre. Vi er alle i samme båd, og de fleste har sagt ja,« siger Klaus Fridorf.
Hvad sker der, hvis man ikke vil være med?
»Intet som helst. Så kører tingene, som de hele tiden har gjort.«
Hvorfor skulle den enkelte leverandør så vælge at betale mere?
»Vi har et fælles mål om at normalisere handlen. Vi opfatter os selv som en ekstremt kvalificeret salgskanal, og vi har henvendt os for at spørge, om leverandørerne vil være med til det her for at skubbe gang i handlen, efter at vi blev ramt af den ekstraordinære krise.«
Synes du ikke, der er et modsætningsforhold mellem at kommunikere, at Matas ikke har brug for pengene fra lønkompensation, og så samtidig anmode leverandører om at betale mere for markedsføring?
»Vi synes, at staten skulle have sine penge først. Vi kunne se på baggrund af forskellige initiativer, at vi relativt hurtigt kunne stimulere handlen igen, og derfor har vi valgt at betale tilbage.«
Hvis Matas, der har landet et overskud på over 200 millioner kroner, så at sige har penge nok, og Matas selv får gavn af salget af varerne fra jeres leverandører, hvorfor betaler I så ikke selv de ekstra penge til ekstra markedsføring?
»Vi har jo en fælles interesse i det her, og Matas lægger penge oven i det, leverandørerne betaler. Det er jo ikke os, der producerer varerne. Hele vores forretning er bygget op omkring, at vi har en masse butikker og nethandel, som fungerer som salgskanal.«
»Så når vi har tabt 50 millioner kroner i salg, er det jo ikke bare os, der har tabt penge. Der bliver tale om et fælles tab, så alle har interesse i at få gang i forretningen igen.«
