Det var en glædelig nyhed for Matas, da de modtog lønkompesationen fra staten. Hele 13 millioner fik materialistkæden, da det i marts så noget sort ud for kæden.

Nu har Matas dog valgt at betale hele molevitten tilbage.

»De første uger, efter at landet lukkede ned, blev vi hårdt ramt. Salg og indtjening faldt. Men efter to-tre uger steg vores salg igen, og vi har siden start april frem til midten af maj haft rekordhøjt salg,« fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg, der er topchef for materialistkæden.

»Vi synes, det er forkert at sende regningen videre til staten, fordi vi havde tre dårlige uger, for så selv at skumme fløden på de gode uger.«

Gregers Wedell-Wedellsborg anerkender, at Matas har haft andre forhold end mange andre virksomheder under krisen.

I modsætning til de fleste butikskæder blev materialistkæden nemlig inkluderet i gruppen af samfundsnødvendige butikker under coronakrisen, og derfor kunne 240 af kædens butikker holde åbent.

Det kan måske virke ret chokerende, at Matas vælger at betale de 13 millioner tilbage til staten, når de nu ikke behøver at gøre det, og det kan Gregers Wedell-Wedellsborg godt forstå, men:

»Vi har ikke brug for pengene. Det bliver et værdispørgsmål, og vi mener, at det er bedst, at vi siger tusind tak for det sikkerhedsnet, der blev sendt ud, men at det viste sig, at vi kunne klare os selv. For nogen virksomheder er det liv eller død, om man får den hjælpepakke. For os er det dejligt at vide, at vi selv kan komme gennem krisen,« lyder det fra topchefen.

Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas
Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas Foto: Matas
Vis mere

Mener I også, at andre virksomheder bør betale lømkompensationen tilbage, hvis de kan?

»Det er helt op til dem. Det er slet ikke noget korstog for os. Vi gør det ikke, fordi vi synes, det er forkert at tage imod hjælp. Tværtimod er vi ekstremt glade for den hjælp, vi fik. Vi har været i en anden situation, fordi folk havde brug for det, vi sælger, som håndsprit og sæbe. Det her er en Matas-beslutning. Det er ikke, fordi vi synes, alle andre skal gøre det samme.«

Topchefen forklarer desuden, at en af årsagerne til, at det ikke gik så skidt for Matas, som han og ledelsen ellers havde frygtet i begyndelsen af krisen, er, at Matas' netsalg eksploderede under krisen, hvor det blev tredoblet.

Under krisen var 500 Matas-medarbejdere sendt hjem.