13 millioner kroner.

Så meget fik staten tilbage, da Matas for nyligt gik ud og fortalte, at de har valgt at betale hele lønkompensationen tilbage. Men de er faktisk ikke de eneste. Der er nemlig flere virksomheder, der ønsker at tilbagebetale de penge, de har modtaget i lønkompensation på grund af coronakrisen.

Det fortæller Erhvervsstyrelsen til Berlingske.

'Erhvervsstyrelsen har ikke et samlet overblik over, hvor mange virksomheder, der ønsker at tilbagebetale lønkompensation, men det er styrelsens indtryk, at der er tale om en stigende tendens. Erhvervsstyrelsen er derfor ved at undersøge muligheden for at lave en løsning, der gør det muligt for virksomheder at returnere udbetalt lønkompensation inden den planlagte efterregulering, som først foretages, når ordningen er lukket for nye ansøgninger,' skriver de i et svar til avisen.

Mere end 200.000 lønmodtagere er lige nu enten sendt hjem eller har været hjemsendt fra arbejdet med delvis løn.

Det skyldes ordningen for lønkompensation, der giver en lang række virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem med løn, mens staten så vil dække 75 til 90 procent af lønnen på op til 30.000 kroner i måneden.

De forpligter sig så samtidig til, at de ikke fyrer deres ansatte.

Men selvom mange altså har benyttet sig af ordningen i en tid, hvor virksomhed efter virksomhed har blødt og fortsat bløder på grund af coronakrisen, så er der ifølge erhvervsstyrelsen flere, der betaler pengene tilbage igen.

Matas begrundede blandt andet sin beslutning med, at man i modsætning til de fleste andre butikskæder var blandt dem, der blev inkluderet i gruppen af samfundsnødvendige butikker, og derfor kunne holde sine 240 butikker åbne, mens mange andre lukkede ned.

»Vi har ikke brug for pengene. Det bliver et værdispørgsmål, og vi mener, at det er bedst, at vi siger tusind tak for det sikkerhedsnet, der blev sendt ud, men at det viste sig, at vi kunne klare os selv. For nogen virksomheder er det liv eller død, om man får den hjælpepakke. For os er det dejligt at vide, at vi selv kan komme gennem krisen,« sagde topchef i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, til B.T.

En anden grund var, at Matas' onlinesalg under krisen eksploderede og blev tredoblet.

Ordningen om lønkompensation stod i første omgang til at slutte 8. juli, men onsdag oplyste finansminister Nicolai Wammen (S), at man vil se på at forlænge ordningen, så den i stedet slutter i august.

Hvilke andre virksomheder, der har udvist ønske om at betale lønkompensationen tilbage, oplyser Erhvervsstyrelsen ikke noget om.