»Jeg er så meget på røven over det – det er helt vildt, det her.«

Så klare er ordene fra Thorkil Jacobsen, der tydeligvis har haft sine følelser helt i kog det sidste stykke tid.

Han er leder af kulturhuset LiteraturHaus, som ligger i en nedlagt kirke på Nørrebro.

Og som så mange andre har Thorkil Jacobsen været meget påvirket af coronakrisen rent økonomisk.

Kulturhuset LiteraturHaus, som ligger i en nedlagt metodistkirke på Nørrebro. Foto: Privat
Kulturhuset LiteraturHaus, som ligger i en nedlagt metodistkirke på Nørrebro. Foto: Privat
Vis mere

Ja, han har faktisk været nødt til at lukke LiteraturHaus ned.

»LiteraturHaus er jo privat drevet. Det betyder, at hver en krone, der kommer ind, er til mig, og hver en krone, der ryger ud, er til mig. Det er i forvejen noget lort, da det er meget svært at lave penge på stedet, og så har coronakrisen selvfølgelig ramt os meget hårdt,« siger han.

For cirka et år siden købte han 40 stole og nogle ting til bordene på LiteraturHaus hos Søstrene Grene.

Den samlede pris var 20.000 kroner

En af de 40 stole, Thorkil Jacobsen har købt hos Søstrene Grene og nu kun skal betale en tredjedel for, hvilket svarer til Søstrene Grenes indkøbspris.
En af de 40 stole, Thorkil Jacobsen har købt hos Søstrene Grene og nu kun skal betale en tredjedel for, hvilket svarer til Søstrene Grenes indkøbspris.
Vis mere

Han fik dog aldrig betalt for stolene, da sælger og Thorkil Jacobsen åbenbart ringede forgæves til hinanden.

»Vi har ringet nogle gange til hinanden uden at tage telefonen. Det har været en stressfaktor med de her penge for både mig og sælgeren, der skal have lukket sit 2019-regnskab,« siger Thorkil Jacobsen.

I sidste uge fik Thorkil Jacobsen så besked om, at der skulle være en telefonsamtale om betalingen.

»Jeg havde sved på panden inden vores telefonsamtale. Jeg har ikke 20.000 kroner. Overhovedet ikke. Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige,« forklarer Thorkil Jacobsen.

LitteraturHaus indefra. Foto: Privat.
LitteraturHaus indefra. Foto: Privat.
Vis mere

Samtalen viste sig dog slet ikke at være så hård som frygtet.

»Sælgeren var helt vildt sød. Han sagde, at han havde tænkt over det og gerne ville sælge stolene til en tredjedel af, hvad jeg ellers købte dem til. Han vil nu sende en regning på 7.000 kroner i stedet,« lyder det fra Thorkil Jacobsen.

Thorkil Jacobsen er lettet og taknemmelig over den økonomiske forståelse fra Søstrene Grenes side.

Han er dog stadig meget usikker på, hvad fremtiden bringer for LiteraturHaus.

»Det er meget usikkert, om dette sted kommer til at eksistere fremover. Jeg er nervøs over situationen,« siger han.