Dronningen er død.

Det meddeler det britiske kongehus torsdag aften.

»Dronningen er gået fredfyldt bort på Balmoral denne eftermiddag. Kongen og dronningen vil blive på Balmoral denne aften og vil vende tilbage til London i morgen,« lyder det.

Dronning Elizabeth blev 96 år, og det er nu hendes ældste søn, 73-årige prins Charles, der er konge af Storbritannien.

Det blev tidligere torsdag meddelt, at dronningen var syg og under lægers observation.

Umiddelbart efter hastede hele dronningens familie til slottet Balmoral, der ligger i det østlige Skotland.

Det er kun to dage siden, at dronning Elizabeth mødtes med den nye britiske premierminister, Liz Truss. Her blev den nye premierminister anmodet om at danne regering ved et 30 minutter langt ceremonielt møde.

Hun nåede at være britisk dronning i 70 år – siden 1952. Hun var den længst siddende monark i Storbritanniens historie.