De seneste 70 år har Karsten Ree boet i Vedbæk. 

Her har rigmanden haft sin dagligdag i et af de største og bedst placerede villaer på Strandvejen – Vedbæklund. 

Men i takt med sin stigende alder og en nylig demensdiagnose har han sammen med hustruen Janni Ree valgt at sætte villaen til salg. 

Til B.T. fortæller Janni Ree, hvorfor de to nu har valgt at undersøge, om der skulle være en køber i farvandet til den store ejendom i Nordsjælland.

»Jamen, vi har valgt det, fordi Karsten har den alder, han har, og fordi vi tænker på fremtiden,« fortæller Janni Ree indledningsvist.

Men hun understreger, at parret ikke har travlt med at sælge det mangeårige hjem.

»Det er jo ikke her og nu, vi står til at flytte ud, men nu ser vi, om der er nogen, der vil lægge pengene for det.« 

Janni Ree vil ikke ud med, hvad prisen er for huset, og det er da heller ikke til at finde hos ejendomsmægleren Ivan Eltoft Nielsen, der står for salget. 

»Det er hemmeligt, men jeg kan da sige, at der skal graves dybt i lommerne,« siger Janni Ree. 

Der er ifølge Janni Ree tale om et diskret salg, hvor prisen på villaen kun oplyses, hvis en reel interesseret køber henvender sig. 

Prisen for villaen vil derfor først være tilgængeligt offentligt, når købsaftalen er gået igennem og salget er tinglyst. 

Parret ønsker i stedet noget mindre, og det er der en god grund til, fortæller den tidligere 'Forsidefruer'-deltager.

»Det er bare nemmere. Også hvis vi skal have hjælp i forbindelse med Karstens sygdom, og det er bare et meget stort hus til to mennesker og to mopser.« 

Janni Ree, realitydeltager, forfatter, foredragsholder og blogger. Jannie er gift med milliardæren Karsten Ree og sammen bor de i et stort Strandvejspalæ i Vedbæk, men det kan snart være slut. 
Janni Ree, realitydeltager, forfatter, foredragsholder og blogger. Jannie er gift med milliardæren Karsten Ree og sammen bor de i et stort Strandvejspalæ i Vedbæk, men det kan snart være slut.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og selvom Karsten Ree i den grad vil have svært ved at forlade sit elskede Vedbæk, er han helt med på, at ejendommen nu er sat til salg. 

»Det er han. Det er Karsten, der har bestemt prisen,« siger Janni Ree med et grin. 

Der er ingen færdig plan for, hvor de to kunne tænke sig at slå sig ned, hvis Vedbæklund sælges videre, men Janni Ree har da et ønske. 

»Vi har jo en lejlighed i Hellerup, så det ville jo være oplagt. Jeg ville også meget gerne tilbage til Hellerup og lidt tættere på byen. Det tror jeg også, at Karsten ville nyde, men det er klart, at han har mange minder og venner i Vedbæk.« 

Karsten Ree har ikke mindst et større fællesskab i Rungsted Havn, hvor han ifølge sin hustru nyder at tilbringe sin tid. 

»Men som jeg siger til Karsten, så er det jo også en dejlig havn i Hellerup.«

Janni Ree håber, at det vil være en ung familie, der potentielt overtager villaen. 

Nogen, der gerne vil huset og lægge arbejdet i det. 

»Det ville da være skønt med sådan et ungt powerpar, der kunne overtage og skabe deres familie der. Det skal selvfølgelig være nogen, der vil putte nogle penge i det og behandle det godt, men det tror jeg godt, en ung familie ville.« 

For tiden har parret det godt og er taget et smut til Frankrig for at slappe af. 

»Karsten nyder at være her i bjergene. Det er et sted, han kender, og der er sket meget på det sidste, så det er rart for os begge at slappe lidt af,« siger Janni Ree.

Vedbæklund er en 527 kvadratmeter stor ejendom beliggende på en 6.267 kvadratmeter stor grund. 
Der er bade- og bådebro, samt privat strandkant.