Mange danskere finder det sandsynligt, at patienter kan komme mere til skade på hospitalet, viser en undersøgelse om patientsikkerhed fra Europa-Kommissionen.

Danskerne er forberedte på, at der kan ske alvorlige fejl, som kan gøre dem mere syge, end de var i forvejen, hvis de bliver indlagt på hospitalet. Det skriver metroxpress.

Således svarer 62 procent af 1.010 adspurgte danskere i en ny undersøgelse om patientsikkerhed fra Europa-Kommissionen, at de finder det sandsynligt, at patienter i Danmark kommer yderligere til skade under deres ophold på hospitalet.

Det er både et godt og et skidt tegn, mener Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

»Det er et udtryk for, at der er ting, der går galt, og som ikke er godt nok. Men det er også godt, at folk har et realistisk forhold til, at der kan være en risiko forbundet med at være i kontakt med sundhedsvæsenet,« siger hun til metroxpress.

Sidste år blev der ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indberettet cirka 180.000 såkaldte utilsigtede hændelser i det danske sundhedsvæsen.

Der bliver ifølge metroxpress således ikke indberettet flere utilsigtede hændelser i Danmark, end der gør i Sverige og Tyskland.

Her er forventningerne til skader under indlæggelsen dog kun henholdsvis 40 og 37 procent.

BNB