Alle lovlydige borgere bør have mulighed for at forsvare sig i eget hjem, mener ungdomsformanden

En person som Lars Hedegaard er et oplagt eksempel på én, der bør have mulighed for at bevæbne sig, mener Liberal Alliance Ungdomsformand, Rasmus Brygger.

I går foreslog han, at gøre våbenloven så liberal, at de fleste danskere kan have deres egne våben i hjemmet, så de selv har mulighed for at forsvare sig.

- Hvis attentatmandens pistol ikke var kikset, da han skød, er jeg overbevist om, at Lars Hedegaard ville have været død. Derfor er det oplagt, at en mand som for eksempel Hedegaard bør have mulighed for at være bevæbnet, så han kan forsvare sig.



Brygger mener, at alle lovlydige borger bør have adgang til skydevåben så de kan forsvare sig mod overfald i hjemmet. Og han står fast på sit forslag som formand for Liberal Aliances Ungdom, selvom moderpartiet klart siger, at det ikke bliver til noget, og at det ikke er partiets politik.

- Ja, i princippet bør alle lovlydige borgere, have mulighed for at få våben til at forsvare sig med. Det er selvfølgelig ikke de kriminelle, jeg taler om. De skal holdes væk fra den slags. Det er folk som kan få jagttegn, der bør have den mulighed, siger Rasmus Brygger til BT.

Synes du så også, at folk skal have lov til at tage deres kniv eller pistol med i nattelivet på barer og diskoteker. Dér foregår jo meget mere vold end fra fremmede, der truer hjemmet?

- Arh, jeg er ikke meget for at man tager de der ting med ud i nattelivet. Det er heller ikke sådan, at jeg synes folk skal rende rundt med revolver på gaden. 

- Men vi er altså ikke de første, der taler om det her. Både Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom har haft det med legale våben oppe på deres landsmøder.

Men du siger, at man skal have ret til at forsvare sig. Gælder det så ikke i byen, hvor meget af volden sker? 

- Nu er det først i hjemmet, jeg taler om. Lad os nu tage det først. Så kan vi tale om, at peberspray kunne blive lovligt, når man går ud i byen.

Synes du peberspray skulle være legalt at have på sig og bruge i dag i byen?
 
- Ja, det er en god idé at tillade det. 

Du har også sagt, at våben skulle være tilladt, så man kunne forsvare sig mod Statens overgreb. Hvad mener du helt præcist med det?


- Jeg synes i første omgang vi skulle holde debatten på selvforsvar. Vi har heldigvis aldrig haft brug for det andet i Danmark...

Men hvad mener du med forsvar mod Statens overgreb. Det er jo fogeder, skatteopkrævere og politibetjente, der udfører statens opgaver hjemme hos folk. Skulle man kunne skyde mod dem, hvis man føler de er igang med et overgreb...?


- Jamen, det er ikke sådan noget, jeg mener. Vi er slet ikke i den situation nu. Altså hvis vi om 50 eller 100 år er i en situation, hvor en fremmed magt invaderer os, så kunne man gøre ligesom i Schweiz, hvor næsten alle er en del forsvaret. Det er derfor de har kunnet holde sig neutrale.

Sådan læste jeg det ellers. Men det er ikke den danske stat, det handler om at forsvare sig mod?

- Ja, men det er så ikke det, jeg mener. Vi er ikke i den situation og jeg beklager, hvis det kan tolkes sådan. Det er ikke det, jeg mener.

Har du selv våben?

- Nej, og det føler jeg heller ikke behov for. 

Men andre skal have muligheden?


- Ja, alle danskere skal have muligheden. Altså lovlydige danskere. Som for eksempel Lars Hedegaard som jeg sagde. Han burde have haft en pistol. Den kunne have forhindret, at der ikke skete noget. Altså, hvis pistolen ikke var gået i stykker, så var han nok død, og hvis han havde haft en pistol, så kunne det have været godt for ham i den situation, siger Rasmus Brygger, der taler fra USAs hovedstad, Washington, hvor LAU-formanden er på privat studie-tur for at 'lære mere om det amerikanske valgkamps-system' som han fortæller til BT.

HVAD MENER DU? DELTAG I AFSTEMNINGEN OG DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK HER