En hyggelig fejring af en årsdag og et førstegangsmøde med østers endte med maveonde og tre sygedage for den mandlige part af et kærestepar fra Lyngby. Parret havde nemlig valgt brødrene Prices restaurant til at fejre begivenheden - men tv-brødrenes østers var dårlige.

Glæden og forventningen var ellers stor, inden 29-årige Jakob Splidsboel fra Lyngby sammen med sin kæreste skulle fejre, at de havde været sammen i et år. Parret havde booket et bord på de kendte tv-kokke Adam og James Prices restaurant i København fredag den 3. februar.

- Vi elsker deres programmer, og vi ville gerne prøve deres restaurant. Vi havde glædet os til det, siger Jakob Splidsboel, der sammen med sin kæreste begge nød en dejlig tre retters menu. Omkring 1500 kroner måtte parret betale for hele herligheden inklusiv drikkevarer. Men så inkluderede maden også lækkerier som ’Boeuf sauté Stroganoff’, ’ Coq au vin’, confit de canard’ samt østers.

ER DU OGSÅ BLEVET SYG AF AT SPISE ØSTERS PÅ PRICES RESTAURANT, SÅ SKRIV TIL OS PÅ 1929@bt.dk.

- Alt maden smagte godt. Vi har ikke noget at udsætte på maden. Min kæreste fik den bedste bøf Stroganoff, som hun har smagt, fortæller Jakob Splidsboel, der som den eneste af de to også benyttede aftenen til for første gang at smage østers.

Men det skulle han nok ikke have gjort. For selv om brødrene Price allerede tre dage tidligere var blevet gjort opmærksomme på, at ti gæster var blevet syge efter at have spist deres østers, så fortsatte de med at servere de inficerede skaldyr i mere end en uge efter.

Og ligesom de andre gæster, hvoraf flere har har henvendt sig til B.T., blev Jakob Splidsboel også sendt til tælling. Allerede lørdag blev han dårlig med maveonde som de andre gæster. Og det fortsatte både søndag og mandag, hvor Jakob var så ukampdygtig, at han måtte melde sig syg fra job.

Jakob Splidsboel fortæller, at han straks mistænkte Prices østers for at være synderen, men at han ikke fik klaget til restauranten med det samme.

- Det tænker man jo ikke på, når man er så syg.

Selv om han ærgrer sig over, at restaurantbesøget endte med sygdom, så er han dog ikke vred over, at brødrene Price endnu ikke havde taget de inficerede østers af menukortet den pågældende aften.

- Jeg havde da håbet, at de havde gjort det. At det ville have gået hurtigere. Men jeg har forståelse for, at det tager noget tid at undersøge dem. Og man ved jo, at når man spiser skaldyr, så er der en vis risiko for at blive syg, siger han og understreger, at middagen var en god oplevelse.

Efter at B.T. tirsdag afslørede, at hele 20 gæster er blevet syge af østers på Prices restaurant, så har Jakob Splidsboel sendt en klage til Adam Price. Han har efterfølgende fået en undskyldning fra kendis-kokken samt en lovning på en erstatningsmiddag – uden østers.

Brødrende Prices restauarant har som følge af sagen fået en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen for ikke have kontaktet myndighederne straks efter, at de fik tilbagemeldinger om de syge kunder, hvilket man skal ifølge loven.

Adam Price har udtalt til B.T. og bt.dk, at flere er blevet syge af at spise brødrenes østers.