Forslaget om CO2-afgifter til landmændene, der vil betyde, at vi skal betale mere for kødet i supermarkedernes kølediske, har bragt sindende i kog. 

Birgitte Langhave på 70 år fra Rønne på Bornholm har taget en stor beslutning, så hun stadig har råd til sine elskede hakkebøffer, når priserne nok vil stige.  

»Jeg har overvejet at købe mindre kød, men det vil jeg ikke. Hvis der skal betales ekstra, må vi bidrage alle sammen,« siger hun og tilføjer: 

»Vi kan ikke lægge landbruget dødt på den måde.«  

Så du vil spise det samme kød som før, selv om du skal have flere penge op af lommen?

»Ja, og jeg ved godt, at pensionen ikke stiger, men så må jeg finde pengene et andet sted. Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil have en hakkebøf en gang imellem,« siger hun.

Birgitte Langhave vil i stedet spare på flyrejser. 

»Jeg kan flyve lidt mindre. Det er meget nemt at lade være med,« siger hun .

'Herre du milde Gud'
Folkepensionisten har da også hårde ord at sige om flytrafikken.

»Hvis du tænker på, hvad der foregår oppe i himlen af trafik, sammenlignet med et par køer, der står og prutter på en mark, så ved jeg godt, hvad der forurener mest. Herre du milde Gud,« siger hun og fortsætter: 

»Landbruget er ikke nogen dydsmønstre, men de skal heller ikke have skylden for alt.« 

Til juni ventes SVM-regeringen at tage en beslutning om, hvilke CO2-afgifter, der skal indføres.

Økonomiprofessor Michael Svarer har svaret på læsernes spørgsmål om de foreslåede CO2-afgifter. 

Læs svar og spørgsmål HER.