En brun plamage, et gulligt skær eller en anden lille forandring i huden – det kan være de første tegn på skjulte sygdomme.

Rigtig mange alvorlige sygdomme kan afsløres tidligt i forløbet ved at være opmærksom på små hudforandringer – blandt andet alvorlige sygdomme i lever, nyrer og skjoldbruskkirtel, hjertesygdom og kræft, siger professor i hudsygdomme, Peter Bjerring.

Derfor kan det være en god idé at tjekke din hud regelmæssigt.

Med B.T. Plus får du:

- Det sladrer huden om: Hvilke symptomer skal du holde øje med – og hvad kan de betyde?

- Professor: Du kan opdage kræft i tide

Det kan være klogt med mellemrum at undersøge sin hud nærmere for eventuelle forandringer - f.eks. når man tjekker sit udseende i spejlet eller børster tænder. Pludselige forandringer i hudens udseende kan være et forvarsel om skjulte, måske alvorlige sygdomme.

Ny forskning viser, at mange sygdomme kan afsløres blot ved at iagttage huden nærmere.

- Rigtig mange alvorlige sygdomme kan afsløres tidligt i forløbet ved at være opmærksom på små hudforandringer - bl.a. alvorlige sygdomme i lever, nyrer og skjoldbruskkirtel, hjertesygdom og kræft, siger Peter Bjerring, professor i hudsygdomme og cheflæge på Mølholm-hospitalet i Vejle.

- F.eks. har jeg selv 'fanget' kræft i de indre organer ud fra en ret simpel hud-undersøgelse. Det har hjulpet patienterne til at komme hurtigt på operationsbordet, så kræften ikke har nået at brede sig.

Vær opmærksom

Ifølge professoren bør man være opmærksom, men ikke gå rundt i evig uro.

- Man skal ikke nu frygte, at enhver lille plet eller farveforskel på huden er et varsel om en skjult og måske alvorlig sygdom, men opstår der en pludselig forandring, og er man i tvivl, er det oplagt at spørge i første omgang sin egen læge, som i tvivlstilfælde kan henvise til en erfaren hudlæge, siger han.

Professoren ser hver uge hudforandringer, som signalerer skjult sygdom. For eksempel sygdom i skjoldbruskkirtlen - typisk for lavt stofskifte.

- Hvis man lider af det, får man typisk skinnende, voksagtige pletter - væskeansamlinger - på huden. Pletterne er lidt fortykkede, og samtidig kan man tabe noget af håret. Forandringerne vil typisk sidde på hænderne, og flere kvinder end mænd rammes. 

Forleden stillede jeg således diagnosen hos en kvinde, som var hårdt plaget af træthed og mangel på energi, men som har fået det godt nu, hvor hun er kommet i medicinsk behandling, siger Bjerring, der også for nylig fandt en alvorlig tyktarmskræft hos en midaldrende mand.

Vorte-alarm

- Han fik et pludseligt udbrud af det, vi populært kalder ’gammelmands-vorter’ - rigtig mange vorter rundt om på kroppen. Forskning har vist, at det er en ret sikker markør for kræft et sted i kroppen, ofte i tarmsystemet. En efterfølgende scanning viste, at han havde fået tyktarmskræft. Han blev hurtigt opereret og har det fint nu. 

Sygdommen havde heldigvis ikke spredt sig, siger Peter Bjerring, der også hyppigt er med til at ’fange’ nye diabetes-patienter.

- Hvis man på underbenene foran får en eller flere røde plamager, som minder lidt om psoriasis, er det et sikkert tegn på diabetes. Hud-forandringen vidner om dårligere blodgennemstrømning, som typisk er forbundet med diabetes.

Ved nyresygdom får man ofte voldsomt tør hud, som klør meget, og huden kan også blive brunlig. Og har man problemer med mave-tarmsystemet, vil man ofte få nogle hævede, rødblå pletter på huden. De kan bl.a. være et varsel om mulig kræft i fordøjelseskanalen.

Har man en leversygdom, bliver huden typisk gullig, og brune plamager på huden kan fortælle, at der er en mulig ophobning af jern i leveren og begyndende skrumpelever, siger Peter Bjerring.

Fedt omkring øjnene

Et nyt, stort dansk studie afslører, at personer med et særligt udslæt ved øjnene har en øget risiko for at få blodpropper og at dø tidligere. De gullige, faste og afgrænsede pletter ved øjnene indeholder meget kolesterol, og de kaldes også populært for kolesterolpletter. Xantelasma kaldes fænomenet på lægesprog. 

Knap fem procent af alle danskere har den type pletter tæt ved øjenlågene.

- Kolesterol-pletterne ses i samme omfang hos både kvinder og mænd, men hos kvinder er de dog et sikrere tegn på hjertesygdom end hos mænd, har vi konstateret, siger professor Anne Tybjærg-Hansen, Rigshospitalet, der har ledet det danske forskningsprojekt, som netop er publiceret i det anerkendte videnskabstidsskrift British Medical Journal.

Det sladrer huden om

En brun plamage, et gulligt skær eller en anden lille forandring i huden – det kan være de første tegn på skjulte sygdomme.

- Rigtig mange alvorlige sygdomme kan afsløres tidligt i forløbet ved at være opmærksom på små hudforandringer – blandt andet alvorlige sygdomme i lever, nyrer og skjoldbruskkirtel, hjertesygdom og kræft, siger professor i hudsygdomme, Peter Bjerring.

Derfor kan det være en god idé at tjekke din hud regelmæssigt.

Med B.T. Plus får du:

- Det sladrer huden om: Hvilke symptomer skal du holde øje med – og hvad kan de betyde?

- Professor: Du kan opdage kræft i tide

Mørke rande under øjnene

Hvis huden er mørkebrun/sort, kan der være problemer med lever og galdeproduktion. Gå til lægen og få det tjekket.

-----

Hævede øjenlåg

Kan være tegn på væskeophobninger, hvis øjenlågene er hævede om morgenen. En undersøgelse af nyre og blære kan være påkrævet.

-----

Ophøjede pletter ved øjnene

De gullige, faste, velafgrænsede, lidt ophøjede fedtaflejringer ved øvre og nedre øjenlåg, er ikke i sig selv farlige på nogen måde. Men ny dansk forskning viser, at der blandt personer med den type hududslæt er flere, som enten er ved at udvikle eller senere vil blive ramt af hjertesygdom.

-----

Rød tunge

En rød og betændt tunge, såkaldt glossit, kan være tegn på B1-, folat- og jernmangel.

-----

Bleg eller mørk tunge

Har tungen farve som rød lak, kan det være tegn på en tyndtarms-/leversygdom. I sjældne tilfælde kan det være tegn på skarlagensfeber.

-----

Blødende tandkød

Små punktformede blødninger ved hårsækkene kan - sammen med blødninger i tandkødet - være tegn på C-vitaminmangel.

-----

Bleggrå tunge

Kan være tegn på jernmangel.

-----

Sår og blærer på læberne


Kan være tegn på herpes labialis, der er en virusinfektion. Kan behandles medicinsk, men det kommer ofte igen.

-----

Blege læber

Er dine læber blege, kan det skyldes jernmangel eller hjerte- og lungeproblemer. Gå til læge. Få tjekket, om du har blodmangel.

-----

Sprukne læber


Du kan have fået diabetes, hvis du har tydeligt sprukne læber. Diabetes kan give candida, en svampeinfektion, som angriber læberne.

-----

Sprækker i mundvigene


Kan skyldes maveproblemer, svampeinfektion (candida albicans), jern- eller B12-vitaminmangel. Spis lever, fjerkræ og frugt. Bliv undersøgt.

-----

Kraftig ansigtsbehåring

Kan skyldes hormonforstyrrelse eller overgangsalder.

-----

Meget bleg hud


Kan være tegn på blodmangel/anæmi. Et af symptomerne er en blegere hud, og meget ofte kan man se, at kroppens slimhinder bliver lysere.

-----

Gullig hud

Hvis huden bliver gullig, kan det skyldes sygdom i leveren, galdeblæren eller bugspytkirtlen. Søg straks læge. Blandt de mere almindelige årsager til gullig hud er forskellige former for gulsot, som også kan gøre det hvide i øjnene i gult.

-----

Hvide pletter på huden

Muligvis jernmangel. Kan være en sygdom i sig selv (vitiligo) eller en begrænset pigmentforstyrrelse (harmløs). På benene: Gå til læge - det kan være et tegn på diabetes.

-----

Mange blå mærker

Hvis du pludselig og uforklarligt får mange blå mærker, kan det være tegn på blødningsforstyrrelse.

-----

Lysebrun hud

Hvis din hud bliver lysebrun (eller gullig), er meget tør, og det klør meget, kan det være tegn på en nyresygdom.

-----

Skællet hud

Skyldes ofte vitaminmangel, typisk mangel på A-vitamin (tomater, lever og mælk). Hudlægen har mange gode medikamenter, der kan hjælpe.

-----

Hævet/oppustet hud



Hvis du får voksagtige, skinnende, unormalt forhøjede pletter (myxødem), kan det skyldes for lavt stofskifte (hypotereose).Myxødem består af en geléagtig væske, mucin, i hudens bindevæv. Det begynder ofte i ansiget og på halsen, men kan sprede sig til balder, hænder og fødder. Ofte vil man samtidig være mere kuldskær end normalt. Især kvinder rammes.

-----

Mange vorter


Kommer der pludselig mange vorter, såkaldte ’gammelmandsvorter’, rundt om på kroppen, kan det signalere kræft, måske i tarmsystemet. Forskning har påvist en sammenhæng, men årsagen til denne sammenhæng er endnu ukendt.

-----

Fugtige hænder


Kan være tegn på en overaktiv skjoldbruskkirtel.

-----

Øget svedproduktion


Hvis der samtidig optræder smerter i hjerteregionen om morgenen, en prikkende fornemmelse i armen, svimmelhed, så er der formentlig tale om mangelfuld blodgennemstrømning af hjertet (angina pectoris). Opsøg lægen.

-----

Hævelser, blegner, kløe


Her kan der være mange årsager: Eksem, allergi, neurodermitis, bivirkninger fra lægemidler. Spørg lægen.

-----

Røde pletter på underben


Røde plamager på underbenene, der kan minde lidt om psoriasis-pletter, såkaldt necrobiosis lipoidica, er tegn på diabetes. Samtidig vil man ofte have en svampeinfektion i mund eller underliv.