Vendsyssel Elite Badminton har vundet bronze uden kamp, og de er godt gale i skralden.

Team Skælskør-Slagelse har grundet økonomiske vanskeligheder meldt afbud til medaljekampen mod Vendsyssel Elite Badminton, og det forfald har vakt vreden i den nordjyske klub.

»Grundlæggende er min holdning, at man spiller turneringen færdig, og gør man ikke det, kan man ikke være med i næste års turnering. Det har vi også meddelt Badminton Danmark bør være konsekvensen af dette afbud, som stiller Badmintonligaen i et dårligt og uprofessionelt lys,« lyder det fra formand Jan R. Jensen.

Klubben havde planlagt forskellige tiltag til sæsonafslutningen, der skulle have været afviklet 7. maj, men det bliver der så ikke noget af.

»Vi er selvfølgelig glade for, at vi efter endnu en flot sæson i VEB står med medaljer om halsen, men vi havde glædet os til en fin afslutning på sæsonen sammen med spillere, sponsorer, frivillige og tilskuere,« siger formanden.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Team Skælskør-Slagelse.